Embraer EMB-120. Foto: Dobos Barnabás

Ungarsk selskab på DAT-rute

Embraer EMB-120 Brasilia fly fra Budapest Aircraft Service afløser på DAT-ruten fra Esbjerg til Stavanger.

Danish Air Transport (DAT) flyver normalt på ”olieruten” mellem Esbjerg og Stavanger i Norge med sit tomotorede turbopropfly SAAB 340A. Men frem til begyndelsen af juni kan passagererne på ruten i stedet sætte sig til rette i et Embraer EMB-120 Brasilia-fly fra det ungarske selskab Budapest Aircraft Service.

Embraer-flyet med registreringen HA-FAL er ligeledes et tomotors turbopropfly, og det er blot to år yngre end DAT’s 31 år gamle SAAB-fly. Begge fly har plads til 30 passagerer og har cirka samme cruise speed.

SAAB-fly til eftersyn
DAT har indgået en aftale med Budapest Aircraft Service om at betjene ruten i seks uger, mens SAAB 340A-flyet er til et større periodisk eftersyn. Embraer-flyet blev indsat på ruten den 23. april.

”Vi har ikke samarbejdet med Budapest Aircraft Service før, men vi har fået dem anbefalet af en kunde, og indtil videre er vi rigtigt godt tilfredse med deres operation,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT, til CHECK-IN.dk.

Fløj tidligere for Malev
Budapest Aircraft Service har base i Budapest Ferihegy lufthavn, og selskabets flåde består af tre Embraer 120-fly samt en BELL 206B helikopter. Selskabet fik sit første Embraer-fly i 2005, og fløj gennem flere år en række regionale ruter for det nationale ungarske selskab Malev, der gik konkurs i 2012.

DAT forsøgte gennem en årrække at sælge sit Saab 340-fly gennem sit litauiske datterselskab DOT LT. Men det lykkedes ikke, og i begyndelsen af 2017 blev det svenskeproducerede turbopropfly taget af salgslisten. Siden har det fløjet på ruten til Stavanger, hvor DAT tidligere benyttede et ATR42-fly, som med 46-48 sæder har en noget større kapacitet.

Ruten fra Esbjerg til Stavanger benyttes især af ansatte inden for offshore olie- og gasindustrien, som er det dominerende erhverv i de to havnebyer.

 

Relaterede artikler:

DAT anskaffer Airbus A321-200

DAT køber MD-82 fra italiensk flyselskab

DAT overtager fly fra BRA