Fransk soldat holder vagt ved Eiffeltårnet i Paris.

USA: Forhøjet terrortrussel i Europa

Det amerikanske udenrigsministerium har udsendt en advarsel om forhøjet terrortrussel i Europa i de kommende måneder i forbindelse med EM-fodbold og cykelløbet Tour de France.

Store europæiske begivenheder hen over sommeren kommer til at udgøre en øget terrortrussel, skriver det amerikanske udenrigsministerium i en opdateret rejsevejledning. Dermed kan der være udsigt til færre amerikanske turister i Europa, da rejsevejledningerne plejer at blive taget rimeligt alvorligt i USA.

Den forhøjede rejsealarm er gældende for perioden fra den 1. juni og frem til den 31. august. Det er især store begivenheder, som de amerikanske myndigheder har fokus på. Fra den 10. juni til den 10. juli afvikles EM i fodbold i Frankrig, ligesom det populære cykelløb Tour de France gennemføres fra den 2. til den 24. juli. Derfor har de franske myndigheder også valgt at opretholde et forhøjet beredskab indtil den 26. juli.

Det er ikke kun i Frankrig, at der kan være en potentiel terrortrussel. I Krakow i Polen afholder den katolske kirke fra den 26. til 31. juli en særlig begivenhed, der ventes at tiltrække 2,5 mio. unge katolikker fra hele verden. De polske myndigheder har således besluttet at indføre skærpet grænsekontrol fra den 4. juli til den 2. august.

Tæt efterretningssamarbejde mellem USA og allierede
Advarslerne fra den amerikanske udenrigstjeneste går generelt ud på, at turisterne skal udvise særligt agtpågivenhed ved større pladser og i forbindelse med offentlig transport. Herudover skal man undgå områder, hvor der er mange mennesker samlet.

Disse forholdsregler kan for så vidt også iagttages af europæiske statsborgere, der besøger de nævnte begivenheder i Frankrig og Polen samt i forbindelse med de mange ferierejser til Europas populære storbyer samt de store turistdestinationer i Sydeuropa.

“De europæiske myndigheder tager til stadighed forholdsregler for at skabe offentlig sikkerhed og afværge eventuelle terrorangreb. Vi arbejder tæt sammen med vores allierede og vil fortsætte med at udveksle informationer med vores europæiske partnere, der kan hjælpe dem med at identificere og imødegå terrorangreb,” hedder det i en meddelelse fra det amerikanske udenrigsministerium.

Relaterede artikler:

Bruxelles-terror har påvirket efterspørgslen hos Finnair

Spies: Lave priser fjerner terrorfrygt

Air France: Terror kostede 375 mio. kroner

Norsk terrorfrygt påvirker ikke SAS