Vandflyrute tæt på at kunne søsættes

Om tre uger forventer ophavsmanden bag en ny vandflyrute mellem København og Aarhus at have grønt lys fra myndighederne til opstart senere i år.

Planerne om at starte en flyrute med vandfly mellem havnene i København og Aarhus lever i bedste velgående. Efter lang tids venten på myndighedernes godkendelse begynder projektets ophavsmand, Rune Balle fra Samsø Seaplanes, at kunne se lys for enden af tunnelen.

”DELTA er netop færdige med støjberegninger der er videresendt til Kystdirektoratet, der samler sammen på sagen og sender videre til Århus Kommune og Københavns Kommune. De har så to uger til at svare tilbage, og efter det burde vi have tilladelserne på plads. Det vil sige i løbet af ca. tre uger,” fortæller Rune Balle til CHECK-IN.dk.

Hvis det holder stik, vil Danmark i den kommende sommer få sin første vandflyrute mellem landets to største byer.

”Vi når ikke at komme i gang til 1. maj, sådan som det var planen, men så forhåbentlig et par måneder senere,” forklarer Rune Balle, der har arbejdet i adskillige år på at få en vandflyrute op at stå.

Udskød opstart
I foråret 2012 troede Rune Balle også at projektet var tæt på at kunne blive en realitet.

”Begge havne har sagt ja. Det samme har Trafikstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Søværnets Operative Kommando, Politiet og Fiskeritilsynet. Og de to kommuner synes også det lyder spændende. Så nu venter vi blot på Kystdirektoratet,” forklarede Rune Balle i marts sidste år til CHECK-IN.dk.

Men Kystdirektoratet tog sig god tid og indkaldte først til et møde om tilladelserne i slutningen af maj sidste år. Det betød, at folkene bag vandfly-projektet i slutningen af april sidste år besluttede at udskyde opstarten til i år.

Der er cirka 60 dages leveringstid på den type søfly, som det er planen at indsætte på ruten. Så selvom tilladelserne kom hurtigt på plads efter mødet i slutningen af maj, så kunne ruten først indvies i sensommeren. Da det er centralt for økonomien i projektet at få sommertrafikken med fra starten, valgte man at udskyde premieren til foråret 2013.

”Det er tanken, at der ind imellem ruteflyvning også skal flyves turistflyvning og taxiflyvning, og det vil der ikke være meget af i vinterhalvåret, mens udgifterne vil være omtrent de samme som om sommeren. Ved at starte om foråret får vi en opstart med udsigt til et travlt sommerhalvår, med mulighed for mange indtægter, der skal være med til at betale udgifter hele den følgende vinter hvor der vil være mindre travlt end i sommerhalvåret,” forklarede Rune Balle i april sidste år til CHECK-IN.dk.

Ombord ved Langelinie
Hvis vandflyruten en dag kommer i luften, er det planen at flyve 3-4 gange dagligt mellem havnene i Aarhus og København med en Cessna-flyver med plads til ni passagerer. De skal hver betale omkring 1.500 kroner for en enkelbillet.

Turen forventes at ville tage 45 minutter. I København vil der være ombordstigning fra en pontonbro ud for Den Kongelige Yacht Klubs pavillon på Langelinie, 100 meter nord for Den Lille Havfrue. Herfra vil flyet sejle ud i Øresund og starte mellem Trekronerfortet og havmøllerne på Middelgrunden.

I Aarhus er det planen at lægge til kaj i den yderste del af Østhavnen. Lufthavnsterminalen vil bestå af en pavillon, der nemt kan flyttes, hvis havnen ønsker at ”lufthavnen” skal placeres et andet sted på havnearealerne. Planen er at passagererne først behøver at være fremme to minutter før afgang, og betalingen skal ske via nettet eller mobiltelefon.

Problemer med østenvind
Cessna-flyet skal bruge 500 meter til at starte på og 300 meter til at lande. Da det ikke er begrænset af en startbane med en vis bredde kan et vandfly dreje under start mens det stadig er i vandet. På den anden side skal bølgerne helst ikke være højere end 75 centimeter, ligesom østenvind også kan skabe problemer for vandflyveruten.