Verdens største flymægler til Danmark

Det danske marked for flymæglervirksomhed får en ny aktør når verdens største flymægler, Chapman Freeborn, sætter fokus på Skandinavien. Det sker med ansættelsen af Kim Borgaard som Regional Sales Manager med ansvar for Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Flymæglermarkedet i Danmark er til at overskue. Gennem de seneste mange år har der primært været to rendyrkede aktører i markedet, henholdsvis Air Traffic og Air Taxi Consulting samt DSV i Horsens, der er specielt eksponeret mod fragtflyvning.

I efteråret 2010 så en ny flymæglervirksomhed dagens lys, da Henrik Færch etablerede flymæglervirksomheden Air Affairs med kontor i Aalborg Lutfhavn.

Og nu får det danske marked for flymæglervirksomhed yderligere en aktør når verdens største flymægler, Chapman Freeborn, sætter fokus på Skandinavien.

Det sker med ansættelsen af Kim Borgaard som Regional Sales Manager med ansvar for Danmark, Norge, Sverige og Finland.

En flymæglervirksomhed opererer ikke selv fly, men samarbejder med luftfartsselskaber i ind- og udland og skal sikre overblikket over, hvor virksomheder og foreninger billigst muligt kan leje fly af alle størrelser.

Kim Borgaard får ansvaret for at udvide Chapman Freeborns aktiviteter i Norden inden for cargo chartering, passenger chartering og kurerservice.

Kim Borgaard har flere års brancheerfaring og har blandt andet været Nordic Sales Manager for et logistikselskab.

Chapman Freeborn blev etableret i Storbritannien i 1973 og omsætter årligt for mere end $500 millioner med 300 ansatte. Selskabet har 32 kontorer i 22 lande og fokuserer på flymæglervirksomhed inden for passagerer og luftfragt og man har været valgt til årets Air Cargo Charter Broker i 2007-2010.

I år har Chapman Freeborn medvirket til at evakuere 15.000 passagerer fra urolighederne i blandt andet Egypten, Libyen ogTunesien samt fra naturkatastrofen i Japan. Samtidig selskabet stået bag fragten af flere hundrede tons nødforsyninger, telte og køretøjer.