Verdensnyhed fra Billund trukket tilbage

Billund Lufthavn blev verdenskendt, da lufthavnen introducerede hjemmeprintede bagagemærker. Men nu har EU-regler sat ordningen på pause.

Sidste år kom Billund Lufthavn på verdenskortet med den banebrydende nyhed om hjemmeprintede bagagemærker. Som et led i lufthavnens strategi om at gøre det let og hurtigt for de rejsende at flyve fra Billund var hjemmeprintede bagagemærker for charterrejsende sidste skridt i en selvbetjent rejse. Selvom konceptet var godt på vej til at blive en succes, blev Billund Lufthavn i september måned bedt om at trække konceptet tilbage.

Bagagemærket, der er en foldet A4-side sat i en plasticlomme, overholder nemlig ikke EU’s toldregler for bagagemærker.

”Der findes regler for, hvordan et bagagemærke skal se ud, for bagage på flyvninger inden for og ud af EU-lande. Reglerne er cirka 20 år gamle, og i dem står der blandt andet, at et bagagemærke er formet af en lang strimmel, og det er vores jo ikke,“ forklarer Anders Nielsen, produkt- og udviklingschef i Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Således var Billund Lufthavn først til at introducere konceptet, som har mødt stor interesse, men lufthavnen skulle også blive den første til at stoppe brugen af hjemmeprintede bagagemærker.

Overholdte IATA-regler
Hos Billund Lufthavn havde man ellers fulgt IATA’s regler for bagagemærker, da det hjemmeprintede bagagemærke blev udviklet i samarbejde med it-virksomheden Unisys. Det er derfor også IATA, som nu sidder og arbejder på at få gjort EU-reglerne mere rummelige, så de tillader brugen af hjemmeprintede bagagemærker og andre bagagemærketeknologier.

Ifølge Anders Nielsen vil nye regler kunne være klar i løbet af næste år, men han håber, at der hurtigt kan findes en midlertidig løsning, indtil en revidering af EU-reglerne er klar.

Det er ikke kun i Billund Lufthavn, at man tripper efter at reglerne bliver ændret. Siden lanceringen af hjemmeprintede bagagemærker, er der blevet introduceret flere nye teknologier til at holde styr på bagage, og disse er også ramt, forklarer Anders Nielsen.

Som en midlertidig løsning har der i Tyskland været gennemført en række tests, hvor der sammen med et hjemmeprintet bagagemærke er blevet sat en blank ”traditionel” strimmel. Det er nemlig de grønne striber på det traditionelle bagagemærke, som tolderne er interesseret i, da dette verificerer, at der er tale om en EU- eller ikke-EU-kuffert.

I Billund Lufthavn var det i første omgang de charterrejsende, som blev præsenteret for konceptet. I løbet af sommeren nåede lufthavnen op på, at 17 procent af de charterrejsende benyttede de hjemmeprintede bagagemærker.