- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil forhindre svig, korruption og nepotisme

Air Greenland har netop indført en whistlblowerordning i erkendelse af, at selskabet har en særlig rolle og ansvar i Grønland.

Store amerikanske virksomheder har gennem en årrække haft en såkaldt whistleblowerordning, hvor ansatte i en virksomhed under beskyttelse af anonymitet kan indberette kritisable og ulovlige forhold.

Nu er ordningen også nået til Grønland og nærmere betegnet Air Greenland. Selskabet ønsker med ordningen at skabe større transparens, så det er muligt i fortrolighed at afdække eventuel svig, korruption og nepotisme.

Ordningen er indført for hele koncernen, således at Hotel Arctic og Grønlands Rejsebureau også er omfattet, og for at skabe den størst mulige transparens omfatter ordningen også kunder, leverandører og øvrige eksterne samarbejdspartnere.

“Det er et naturligt skridt at tage i forhold til god selskabsledelse. Samtidig er det vigtigt, at der er transparens omkring selskabet i kraft af den rolle og det ansvar Air Greenland har i Grønland,”  udtaler bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen, der håber, at tiltaget kan styrke tilliden til selskabet.

En alternativ rapporteringskanal
Air Greenland opfordrer til, at man indberetter strafbare forhold, for eksempel misbrug af økonomiske midler, tyveri, bedrageri, bestikkelse og grove overtrædelser af tavshedspligten. Alvorlige overtrædelser af lovbestemmelser, brud på interne regler samt manglende efterlevelse af juridiske forpligtelser er også omfattet af indberetningsmulighederne.

Whistleblowerordningen er en alternativ rapporteringskanal, der supplerer de eksisterende rapporteringskanaler, og henvendelserne bliver modtaget af en uvildig og uafhængig part uden om koncernens ledelsessystem.

Air Greenland understreger dog, at ordningen alene er tiltænkt de forhold, der ikke kan håndteres inden for den eksisterende organisation, herunder ledelsessystemet, tillidsmandsinstitutionen og Air Greenland kundeservice. Det betyder eksempelvis, at indberetninger vedrørende flyveoperationelle eller flyvetekniske forhold stadig skal indberettes til Trafikstyrelsen.

Bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen vil fremover i hvert kvartal blive orienteret om antallet af og karakteren af de forskellige indberetninger.

 

Relaterede artikler:

SAS får tilbagebetalt bøde på 525 mio. kroner

Endnu en kartelbøde til SAS

CPH: Meld dig selv, og slip for straf!