Vil have førerløse køretøjer i lufthavnene

Førerløse sneplove kan blive fremtiden i norske lufthavne, hvis det lykkes den norske lufthavnsoperatør Avinor at få skabt en prototype på et førerløst lufthavnskøretøj.

En international ekspert har for nylig forudsat, at vi senest i 2030 vil have pilotløse passagerfly, der kan betjenes fra landjorden. Det fremtidsperspektiv er noget mere skræmmende end de planer, som den norske lufthavnsoperatør Avinor i går kunne løfte sløret for.

Avinor vil have førerløse køretøjer i lufthavnene, og har nu taget initiativ til at koble de rette tekniske miljøer sammen for at udvikle en prototype.

Det er ønsket om at effektivisere arbejdsgangen i lufthavnene, der har fået Avinor til at rette fokus på de teknologiske muligheder.

“Førerløse køretøjer kan i lighed med for eksempel fjernstyret tårnkontrol blive et vigtigt bidrag i arbejdet med at effektivisere driften i Avinor,“ fortæller projektleder Hans Børre Joakimsen fra Avinor.

Vil udvikle prototype
I første omgang vil man invitere en række interessenter til et dialogmøde for at vurdere, om der er et grundlag for en projektkonkurrence om førerløse køretøjer til lufthavnene.

“Vi starter et projekt nu for at se, om vi kan få leverandører af forskellige teknologier og udstyr til at udvikle en prototype på et førerløst køretøj til brug for eksempelvis snerydning af banerne,“ siger Avinors projektleder.Han håber, at det er muligt inden for en tidsramme på tre år at have en prototype klar.

Det er hensigten, at udviklingen og eventuel anskaffelse af førerløse køretøjer skal være et pilotprojekt i det nationale program for leverandørudvikling, der også kaldes “innovative offentlige anskaffelser“.