Vueling overtager tidligere Cimber-rute

Det spanske lavprisflyselskab Vueling fortsætter ekspansionen i Danmark. Fra slutningen af marts flyves der direkte mellem København og Firenze i Italien.

Fra sommertrafikprogrammets begyndelse i slutningen af marts måned bliver der atter direkte flyforbindelse mellem København og Firenze, der er hovedstad i Toscana-regionen i den nordlige del af det centrale Italien.

Ruten til Firenze blev tidligere betjent af Cimber Sterling frem til konkursen i begyndelsen af maj månedi år.

Nu bliver det lidt overraskende det spanske lavprisflyselskab Vueling, der vil overtage ruten. Der flyves fire gange ugentligt med et 144-sæders Airbus A319-fly fra den 31. marts. På tirsdag og torsdage flyves der kl. 15.25 fra København, mens afgangene på lørdage og søndage ligger allerede kl. 09.45.

Femte danske rute
Med etableringen af ruten til Firenze vil Vueling i stigende grad markere sig som en vigtig lavprisaktør i Københavns Lufthavn. I forvejen flyver Vueling fra København til Barcelona og Málaga, og den 18. juni åbner selskabet også en rute til Alicante. Herudover flyves der i sommertrafikprogrammet mellem Aalborg og Barcelona.

Norwegian er stadig det klart største lavprisflyselskab i Københavns Lufthavn. Herefter følger easyJet, mens Vueling med de senest annoncerede ruteåbninger kommer til at overhale Airberlin-ejede NIKI som den tredjestørste lavprisoperatør i Københavns Lufthavn.