En Bombardier Dash 8-Q400 fra det norske flyselskab Widerøe. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Widerøe lukker sommerrute til Haugesund

Det norske flyselskab Widerøe har besluttet at lukke sommerruten mellem Københavns Lufthavn og Haugesund, hvor der i sommeren 2018 var én daglig rotation.

Passagerer på ruten mellem den sydvestlige norske by Haugesund og Københavns Lufthavn vender ikke tilbage i det kommende sommertrafikprogram.

Det norske regionalflyselskab Widerøe har nemlig valgt at sløjfe den direkte sæsonrute, erfarer CHECK-IN.dk. I sommertrafikprogrammet for 2018 blev ruten betjent i perioden fra den 25. juni til den 12. august.

Ruten mellem Haugesund og København blev betjent gennem flere år, indtil den blev lukket i foråret 2017. Året efter vendte forbindelsen således tilbage, men det blev kun for en kort periode.

Widerøe fortsat med to CPH-ruter
De passagerer, der allerede måtte have booket billet til København-Haugesund-ruten den kommende sommer, bliver der imidlertid taget hånd om. Widerøe har nemlig indgået en såkaldt reprotection-aftale med SAS, således at Widerøe-passagerne kan blive ombooket til at rejse med SAS mellem de to byer med stop i den norske hovedstadslufthavn Oslo Gardermoen.

Med lukningen af ruten til Haugesund vil der dermed kun være to direkte Widerøe-ruter til Københavns Lufthavn – nemlig helårsforbindelserne fra Kristiansand og Sandefjord. Og disse ruter lader til at være en større succes end Haugesund-ruten. I sommertrafikprogrammet sidste år øgede Widerøe kapaciteten på begge ruter, så der i stedet for to blev tre daglige rotationer fra de to norske byer.

Widerøe lagde i den forbindelse ikke skjul på, at kapacitetsforøgelsen skete på baggrund af, at Københavns Lufthavn satte passager- og startafgifterne ned pr. 1. april det pågældende år.

Billund-rute åbnede sidste år
Selv om der var umiddelbar succes på ruterne fra Kristiansand og Sandefjord til København, var der anderledes vibrationer på en af Widerøes norske indenrigsruter sidste år.

Den 1. oktober måtte flyselskabet lukke den permanente og direkte rute mellem Oslo Gardermoen og Mosjøen, der ligger mellem Trondheim og Bodø midt i Norge. For få passagerer var skyld i rutelukningen, men Widerøe ønskede ikke at kommentere på, hvor lavt passagertallet var under det ønskede.

Den eneste direkte Widerøe-rute til Billund Lufthavn er fra Bergen. Helårsruten åbnede i juni sidste år, og den betjenes tre gange ugentligt.

 

Relaterede artikler:

Widerøe lukker endnu en rute

Lavere afgifter får Widerøe til at øge på CPH-ruter

Widerøe på vej med rutelukninger

Norsk regering kommer Widerøe til undsætning

Fuldt hus på første Widerøe-flyvning til Billund