WOW air bliver et rigtigt flyselskab

Det islandske lavprisflyselskab WOW air har fået sin egen driftstilladelse.

For første gang i 30 år har de islandske transportmyndigheder udstedt en ny driftstilladelse til at drive passagerflyselskab fra vulkanøen. Tilladelsen, på fagsprog kaldet Air Operators Certificate (AOC), er blevet tildelt det islandske lavprisselskab WOW air, der blandt andet flyver fra Island til København. Det skriver IceNews.

Indtil nu har WOW air været et såkaldt ”virtuelt flyselskab”, som kun har solgt flybilletter. Selve flyvningerne er blevet udført af andre selskaber, der har egne AOC’er.

Historisk gennembrud
Med tilladelsen i hus har WOW air mulighed for selv at stå for flyvningerne og slippe for at betale en underleverandør for det.

”AOC’et er et gennembrud i luftfartens historie i Island. Jeg er stolt af denne bedrift, som vil vise sig at være en milepæl i den igangværende vækst i virksomheden. Først og fremmest er jeg taknemmelig for de mennesker, der arbejder for WOW air og som har skabt WOW air. Jeg takker også for, hvor godt vi er blevet modtaget fra dag ét,” siger Skúli Mogensen, grundlægger og direktør for WOW air.

Selskabet vil nu gå i gang med at anskaffe sig op til fem Airbus A320-fly, som selskabet selv vil operere. I dag opererer flere østeuropæiske flyselskaber A320-fly for WOW air.