Airbus A321-200 fra WOW air.

WOW Air får langdistancefly

Islandske WOW Air modtager i denne måned det første af tre Airbus A330 langdistancefly. Flyets registrering vil afspejle selskabets støtte til bøsser og lesbiske.

Det islandske lavprisselskab WOW Air fortsætter sin flådeudvidelse og bliver nu for første gang operatør af langdistancefly. Om få dage modtager WOW Air nemlig det første af i alt tre Airbus A330-300 fly. Dermed har selskabet fået tre nye fly på under en måned, da man i februar modtog to nye Airbus A321-fly.

De nye Airbus A330’ere indrettes med 350 sæder og skal blandt andet bruges på selskabets kommende rute mellem Reykjaviks Keflavik Lufthavn og San Francisco. Storbyen på den amerikanske vestkyst er kendt som en by med et stort homoseksuelt miljø. Og her vil man sandsynligvis klappe i hænderne, når de ser WOW Airs lilla Airbus-fly i lufthavnen. Flyet får nemlig registreringen TF-GAY.

Dermed fortsætter det islandske flyselskab traditionen med særlige flyregistreringer. Således er WOW Airs seks Airbus A320- og A321-fly indregistreret som TF-MOM, TF-DAD, TF-SIS, TF-BRO, TF-SON og TF-KID.

Når de to næste Airbus A330’ere kommer i maj og juni, så vil de blive indregistreret i Island som TF-LUV og TF-MOM.

Kopieret rivalen
WOW Air har de senere år med succes kopieret lokalrivalen Icelandairs koncept med at forbinde destinationer i Europa og USA ved hjælp af mellemlandinger og flyskift på Island. Således flyver selskabet fra en lang række europæiske byer til Reykjavik, samt mellem Reykjavik og Boston og Washington i USA. Til maj udvides med ruter til Montreal og Toronto, og til juni med ruter til Los Angeles og San Francisco.

De nuværende Airbus A321-fly har ikke tilstrækkelig rækkevidde til at betjene de nye ruter til de to storbyer på USA’s vestkyst. Derfor er WOW Air ved at anskaffe de tre Airbus A330-langdistancefly.

Selskabet voksede fra 600.000 passagerer i 2014 til 840.000 passagerer i 2015. De to nye fly skal være med til at nå målet om 1,9 mio. passagerer i 2016. Samtidig er det målet at mere end fordoble omsætningen til omkring 1,8 mia. kroner.

Tempo ikke højt nok
Keflavik-lufthavnen på Island er ved at blive udvidet som følge af stor vækst hos både WOW Air og Icelandair samt stor interesse blandt europæiske flyselskaber for at flyve til vulkanøen. WOW Air frygfter dog, at tempoet på lufthavnsudvidelsen ikke er højt nok i forhold til WOW Airs ekspansionsambitioner.

Derfor har selskabet gennem længere tid kigget på muligheden for at oprette en base nummer to, hvor passagererne kunne skifte fly. I januar pegede WOW Airs direktør og ejer, Skúli Mogensen, på lufthavnen i den irske hovedstad Dublin som et oplagt sted at etablere selskabets anden base.

WOW Airs Airbus A321 med registreringen TF-MOM får snart selskab af selskabets første Airbus A330 med registreringen TF-GAY.