(Foto: WOW)

WOW Air-markedsføring i en gråzone

WOW Air giver indtryk af at de åbner fire nye ruter fra København til Nordamerika, selvom der skal skiftes fly på Island. Forbrugerombudsmanden mener den slags markedsføring befinder sig i en gråzone.

Kan man kalde det en flyrute mellem to byer, når passagererne skal skifte fly i en tredje bys lufthavn undervejs? Det mener man tilsyneladende hos det islandske lavprisselskab WOW Air, der i en pressemeddelelse tirsdag skrev, at man næste år vil åbne fire nye ruter fra København til Los Angeles, San Francisco, Montreal og Toronto. Reelt er der dog tale om, at passagererne skal skifte fly i Keflavik-lufthavnen på Island.

Først omtaler WOW Air ruterne til Los Angeles og San Francisco. Det er annonceringen af de to ruter, som er anledningen til udsendelsen af pressemeddelelsen.

”De to nye ruter fra København til Los Angeles og San Fransisco afgår henholdsvis fire og fem gange ugentligt (…),” skriver selskabet.

Længere nede i teksten omtales ruterne til Montreal og Toronto, som blev annonceret tidligere på året.

”(…) fra maj næste år starter ruterne fra København til Montreal og Toronto,” skriver WOW Air, der også fortæller om hvordan selskabet allerede i dag flyver til Boston og Washington.

Flere hundrede destinationer
WOW Air omtaler kort ”en enkelt mellemlanding” i Reykjaviks Keflavik-lufthavn, men nævner ikke, at det ikke blot er fordi flyet skal tanke. Der skal skiftes fly på samme måde som når man transferer i en hvilken som helst anden lufthavn og mellem to hvilket som helst andre flyruter. WOW Airs flyvninger mellem København og Island klares med Airbus A320-fly, mens man er ved at erhverve sig tre nye Airbus A330-langdistancefly, som skal bruges til at flyve fra Island til Los Angeles og San Francisco.

Hvis andre flyselskaber markedsførte sine flyruter på samme måde som WOW Air, så ville eksempelvis SAS med udgangspunkt i deres rute fra Aalborg til København kunne argumentere for, at de havde ruter fra Aalborg til flere hundrede destinationer i Europa, Nordamerika og Asien, da det er hvad de har fra Københavns Lufthavn.

Så når SAS til marts åbner deres nye rute mellem København og Boston, så kunne de ud fra WOW Air-logikken også markedsføre deres nye rute mellem Aalborg og Boston.

I en gråzone
Hos Forbrugerombudsmanden vil specialkonsulent Eva Sjøgren ikke forholde sig til den konkrete sag. Generelt om problemstillingen med markedsføringen af flyruter siger hun:

“Vi er i en gråzone, da det handler om hvordan det fremstilles og om hvordan den almindelige forbruger forstår budskabet.”

På kant med reglerne
Hos Dansk Rejsebureau Forening mener direktør Lars Thykier, at WOW Air’s markedsføring er på kant med reglerne for god markedsføring.

”Når de markedsfører sig med at have ”to nye ruter” til USA fra København, så forventer man, at der er tale om et fly som stopper i Reykjavik for at tage flere passagerer med. Ikke at der er tale om en feederrute fra CPH, som har forbindelse til fire byer i USA. WOW Air er på kant med reglerne for god markedsføring. Om det er over stregen vil jeg ikke kunne sige med sikkerhed,” siger Lars Thykier og fortsætter:

”Jeg ved ikke hvordan kunderne reagerer, men det må ikke være rart at finde ud af at det der var markedsført som et ”et sammenhængende produkt” i virkeligheden er lige det modsatte.”

Gennemskue motiver
Lars Thykier mistænker WOW Air for bevidst at spekulere i, at forbrugerne tror, at der er tale om direkte USA-ruter i stil med dem, som både Norwegian og SAS annoncerer og åbner flere af i disse år og måneder.

”I denne tid hvor der kommer rigtig mange nye oversøiske ruter til især USA kan jeg godt gennemskue WOW’s motiver bag teksten, men den naive forbruger forledes til at tro, at der er tale om – næsten – samme longhaul produkt som SAS og Norwegian, og det er det jo ikke på nogen måde,” understreger Lars Thykier.

Det var tirsdag ikke muligt for CHECK-IN.dk at få en kommentar fra WOW Air’s direktør Skuli Mogensen.