WOW air og Icelandair (Foto: Iceland Review | Golli)

Lyndialog mellem WOW air og Icelandair afbrudt

Indigo Partners har afbrudt forhandlingerne om at investere i WOW air, der atter søger aftale med Icelandair. Det lykkedes dog ikke de to islandske flyselskaber at nå frem til en aftale.

Den islandske saga med lavprisflyselskabet WOW air synes at fortsætte. Selskabet har igennem de seneste seks måneder balanceret på kanten af et økonomisk kollaps og har forsøgt at redde sig gennem først forhandlinger med Icelandair og sidenhen med den amerikanske kapitalfond Indigo Partner.

Nu er forhandlingerne med Indigo Partners endegyldigt brudt sammen efter fire måneder, og WOW air står i en meget sårbar situation, da redningsplanken synes at være længere væk end tidligere.

“Den foreslåede investering fra Indigo Partners LLC i WOW air er blevet aflyst fra Indigo Partners. Derfor er alle forhandlinger mellem WOW air og Indigo Partners stoppet. Som følge heraf har WOW air indledt drøftelser med Icelandair. Parterne tilstræber at afslutte drøftelserne mandag den 25. marts 2019,” hedder det i en erklæring fra WOW air.

Det er tilsyneladende de islandske myndigheder, der har anmodet Icelandair om at genoptage drøftelserne med den kriseramte lavpriskonkurrent.

“Efter meddelelsen fra WOW air om afslutningen af ​​forhandlingerne med Indigo Partners har Icelandairs bestyrelse indvilget i at indlede drøftelser med WOW air. Drøftelserne vil være baseret på loven om konkurrenceret og den særlige ‘failing firm defence’-doktrin. Diskussionerne finder sted i samarbejde med de islandske myndigheder,” lyder det i en officiel meddelelse fra Icelandair.

Afgørelse om tre dage
Tiden er tilsyneladende ved at være en afgørende faktor for WOW air, for nu vil selskabet forsøge at lande en aftale med Icelandair i løbet af få dage efter at have brugt næsten fire måneder på forhandlingerne med Indigo Partners.

Den 29. november sidste år valgte Icelandair at afbryde forhandlingerne med WOW air, da det ikke var muligt at opfylde betingelserne for overtagelse af selskabet. Samme dag kunne WOW air meddele, at der var indgået en preliminær aftale med Indigo Partners, der blandt andet har Wizz Air, Frontier Airlines, Volaris Airlines og Jet SMART i porteføljen.

“Efterspørgslen efter lavprisflyprodukter fortsætter med at stige over hele verden, og med Indigo som partner håber vi at kan få fuldt udbytte af dette markedssegment. Jeg glæder mig til at arbejde med Indigo, og jeg er overbevist om, at det er den bedste langsigtede løsning for vores medarbejdere og passagerer,” sagde WOW airs stifter, ejer og administrerende direktør, Skuli Mogensen, for få måneder siden.

Nu må Skuli Mogensen tilsyneladende vælge den næstbedste løsning ved atter at vende sig mod Icelandair, som man i første omgang forhandlede med i perioden fra 5. til 29. november sidste år. Men det haster at nå en aftale, for WOW air skal ifølge islandske medier mandag betale 150 millioner islandske kroner (8,3 millioner danske kroner) i renter på efterårets nye obligationslån, og disse penge har det islandske lavprisflyselskab angiveligt ikke.

Nedskæringer efter tab
I de første ni måneder af 2018 tabte WOW air 225 millioner kroner, hvilket svarer til næsten en million kroner om dagen, og i begyndelsen af december blev 111 ansatte afskediget, ligesom det samtidig blev besluttet at skære flåden ned fra 20 til 11 fly.

Sidenhen er rutenettet blevet tilpasset, hvorfor WOW air kun tilbyder en række europæiske ruter samt fire nordamerikanske ruter.

Opdateret 24.03.19:

Icelandair meddelte søndag eftermiddag, at de nye drøftelser med WOW air er afsluttet.

“Icelandair har besluttet, at selskabets mulige involvering i WOW airs drift, som meddelt den 20. marts 2019, ikke vil blive realiseret.” lyder den kortfattede meddelelse.

Samtidig har WOW air udsendt følgende meddelelse:

“Et flertal af WOW airs obligationsejere og andre kreditorer er i fremskredne drøftelser om at nå en aftale om frivillig omstrukturering, herunder en aftale om at konvertere nuværende gæld til aktiekapital og finansiere selskabet mod en langtrækkende økonomisk bæredygtighed. Yderligere informationer vil blive givet i morgen (mandag, red.).”

 

Relaterede artikler:

Frist for salg af WOW air udskudt (opdateret)

WOW air tabte en million om dagen

WOW air reddet af amerikansk kapitalfond

Icelandair overtager WOW air