Ryanair udvider sin tilstedeværelse i CPH med fire nye ruter i sommerprogrammet 2017.
Der kommer i sommeren 2017 endnu flere landende og lettende Ryanair-fly i Københavns Lufthavn. Det irske lavprisselskab åbner nemlig flere nye ruter fra CPH. Det oplyser selskabets topchef, Michael O’Leary, på et pressemøde i København torsdag formiddag.
Ryanair har tidligere på sensommeren løftet sløret for, at Pescara i Italien og Thessaloniki i Grækenland bliver to af de nye destinationer. De to ruter vil hver blive fløjet to gange om ugen med fly stationeret på Ryanairs baser i Pescara og Thessaloniki.
Derudover vil Ryanair begynde at flyve til Valencia i Spanien samt Zadar i Kroatien. Begge ruter vil blive fløjet to gange om ugen med Ryanairs velkendte Boeing 737-800 fly.
Ryanair gjorde sit indtog i Københavns Lufthavn under stort postyr i marts sidste år med i starten kun fire ruter. I dag har selskabet 15 ruter til og fra Københavns Lufthavn. Med de nye ruter ventes Ryanair at klemme sig ind foran easyJet og blive det tredjestørste flyselskab i Københavns Lufthavn.
Relaterede artikler:
Ryanair annoncerer nye CPH-ruter i dag
Ny Ryanair-rute fra København til Grækenland