- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Zürich Lufthavn nåede 30 millioner før CPH

Lufthavnene i København og Zürich har i flere år konkurreret side om side, og den schweiziske storlufthavn nåede 30 millioner passagerer blot en uges tid før CPH.

Fra 2014 til 2016 har Københavns Lufthavn været større end Zürich Lufthavn, der er en af de fire store hubs i Lufthansa Gruppens rutenetværk.

I de fire foregående år har de to storlufthavne således kæmpet om at være størst målt på passagerer og samtidig bevare positionen blandt de 15 største lufthavne i Europa.

Det var samtidig forventet, at begge lufthavne i 2018 for første gang ville nå op over 30 millioner passagerer, og det har været ventet med spænding, hvilken af lufthavnene, der først ville nå denne historiske milepæl.

Zürich Lufthavn løb af med sejren, da man 17. december kunne overraske en passager, der officielt blev nummer 30.000.000 igennem lufthavnen i 2018. Det var en lokal rejsende fra Villars-sur-Glâne, der i selskab med ægtefællen skulle på en rejse til Wien.

Sidste år rejste 29.396.094 passagerer gennem Zürich Lufthavn, og det svarer i gennemsnit til 80.537 passagerer om dagen. En stærk vækst på 6,4 procent i de første seks måneder af 2018 har været med til at sikre, at det var muligt at sætte ny passagerrekord inden udgangen af året.

Dublin overhalede indenom
Mens København og Zürich har kæmpet side om side, har Dublin Lufthavn overhalet indenom. Den irske hovedstadslufthavn har været på en imponerende vækstrejse gennem de senere år, og det har betydet, at lufthavnen i denne uge har taget imod passager nummer 30 millioner.

Dublin Lufthavn har ikke offentliggjort, hvilken dag rekorden blev slået, men det er en kendsgerning, at der for første gang i lufthavnens 78-årige historie har været over 30 millioner passagerer gennem terminalerne. År til dato er passagertallet øget med omkring seks procent, og det er både den europæiske og den oversøiske trafik, der har bidraget til fremgangen.

I Københavns Lufthavn forventer man, at passere 30 millioner-mærket omkring den 26. december. Sidste år var der 29.177.833 rejsende gennem terminalerne på Amager, og en akkumuleret vækst på 3,4 procent giver forhåbning om en million ekstra passagerer, hvormed rekorden kan være hjemme.

Københavns Lufthavn rangerer i dag som den 16. største lufthavn i Europa efter lufthavnen i Dublin og Zürich.

 

Relaterede artikler:

Væksten i CPH fortsætter uændret

Københavns Lufthavn på vej mod milepæl

CPH overhalet af tre europæiske konkurrenter