CPH stadig mere plaget af gæs

Efter flere år uden kollisioner mellem fly og gæs er Københavns Lufthavn de seneste seks år blevet stadig mere plaget af gæs. Fem gange sidste år ramte CPH-fly de store fugle.

I 2006, 2007 og 2008 var der ikke en eneste kollision mellem gæs og startende eller landende fly i og nær Københavns Lufthavn. Det har ændret sig gevaldigt. I 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 var der henholdsvis et, et, tre, et og to kollisioner mellem gæs og fly. Og sidste år var der hele fem kollisioner. Det fremgår af rapporten ”Gåsebestande og flyvesikkerhed i danmark”, som Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet udgav i november.

Fordi gæs er store fugle, der ofte forekommer i flok, kan de udgøre en potentiel risiko for flytrafikken og flysikkerheden, hvis fly kolliderer med gæs, såkaldte bird strikes. Gæs vejer typisk fra små to kilo blandt juvenile kortnæbsgæs og blisgæs til fem kilo for de største voksne canadagæs. Grågås som er den almindeligste vejer mellem to og 4,5 kilo varierende efter køn og alder.

Med fortsat stigende gåsebestande vurderer rapporten, at der vil være et øget, fremtidigt behov for aktivt at forvalte forekomsten af gæs i lufthavnes sikkerhedszoner med henblik på at minimere risikoen for kollisioner mellem fly og gæs.

God indsigt og gode input
I Københavns Lufthavn sidder man da heller ikke på sine hænder og ser passivt til at stadig flere fly og gæs kolliderer.

”Mængden af gæs her i Danmark, samt internationalt, er stigende, og derfor har vi sammen med Trafik- og Byggestyrelsen og Naturstyrelsen fået Nationalt Center for Miljø og Energi, til at udarbejde rapporten om netop den problemstilling. Den giver os en god indsigt i både problemets omfang og karakter, ligesom vi har fået gode input fra andre lufthavnes erfaringer,” forklarer kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, Henrik Peter Jørgensen, til CHECK-IN.dk.

Desuden har man allerede i dag et beredskab.

”Vores beredskab består både i forebyggende initiativer, som for eksempel regulering af lokale bestande ved jagt, ligesom vi bruger aktive metoder med skræmmeskud og høje afskrækkende lyde. Vi er også i gang med en omlægning af vores græsarealer, så de er mindre attraktive for fugle og vildt,” påpeger Henrik Peter Jørgensen.

Større fugle end tidligere
De amerikanske luftfartsmyndigheder har for nyligt ændret standarden for certificering af turbofan flymotorer til at kunne klare en kollission med større fugle end tidligere end tidligere. Tidligere skulle motorerne kunne klare en fugl på 1,8 kilo. Nu skal de kunne klare fugle på mellem 2,8 og 3,6 kilo, hvilket svarer til en stor gås. I Europa er indført næsten tilsvarende krav for certificering af flymotorer.