Durres, Albanien

Direkte charterfly fra København til Albanien

I sommeren 2018 starter rejsearrangøren Apollo direkte charterflyvninger fra Københavns Lufthavn til Tirana i Albanien.

Albanien er længe blevet betragtet som et uopdaget og autentisk land med en smuk kystlinje og lækre sandstrande.

Superlativerne er mange for det lille land ved Middelhavet, og indtil for kort tid siden indgik Albanien ikke i rejsearrangørernes oplæg.

I den forgangne sommersæson arrangerede Apollo rejser til Saranda i det sydlige Albanien, men gæsterne skulle flyve til den græske lufthavn Ioannina og derfra transporteres med bus over grænsen. Fra sommeren 2018 får danskerne mulighed for at flyve direkte til Albanien og dermed lande tættere på deres destination.

Apollo har fået mange positive tilkendegivelser om Albanien, og rejsearrangøren har derfor valgt også at satse på Durres, som er et ferieområde tæt på lufthavnen i hovedstaden Tirana.

”Vi har i alt ni afgange fra København til Tirana i løbet af næste sommer. Vi har valgt at udvide vores Albanien-program, fordi vi har haft en god portion succes med at flyve ind til Grækenland og derfra transportere gæsterne til Albanien,” siger Glenn Bisgaard, der er kommunikationschef i Apollo.

En autentisk oplevelse
Der bliver afgang fra Københavns Lufthavn om onsdagen, og efter ankomsten i Tirana International Airport Nënë Tereza er der 30 minutters buskørsel til Durres. Apollo har desuden afgange fra København hver mandag fra den 20. maj til den 24. september, men her lander man i Grækenland og derfra videre med bus til Albanien. Danish Air Transport (DAT) er operatør på samtlige afgange med et 180-sæders Airbus A320-fly.

”Der har været efterspørgsel til at åbne nye destinationer i Albanien, som er en uberørt destination, der stadig byder på en autentisk oplevelse i Middelhavet. Ligesom Grækenland måske bød på for 20 år siden. Albanien er en nation, der turistmæssigt stadig er i udvikling,” siger Glenn Bisgaard.

”Vi kan se, at vores kunder vender positivt tilbage. Mange kommer tilbage med en wow-oplevelse, og det har vi lyttet til. Vi har set på, hvilke muligheder der er langs de fantastiske 400 kilometer kystlinje, hvoraf cirka 200 kilometer er med sandstrand.”

Det er første gang, Apollo arrangerer rejser til Durres, hvor der er et kæmpe potentiale for at få en god ferieoplevelse.

”Der er mange lokale kræfter i Albanien, som er interesseret i at drive turismen frem. Derudover har vi talt om, at det minder om dengang, hvor man startede Bulgarien op, og som heller ikke var kendt på markedet,” fortæller Gleen Bisgaard.

”Der findes charterrejsende, som har mod på nyt eventyr og gerne vil søge nye steder hen. Og den her autentiske, lokale oplevelse, man kan få i Albanien, og til et meget lavt prisniveau, tiltrækker en hel del.”

Danske charterturister får med flere Albanien-destinationer endnu bedre mulighed for spændende alternativer til de populære – og oftest overfyldte – ferieområder i for eksempel Spanien og Grækenland.

Ny Kreta-destination
Feriehungrende rejsende fra CPH får i det kommende sommertrafikprogram– udover den nye charterrute til Tirana – også flyvninger til en lufthavn på Kreta, der ikke hidtil har været benyttet. Apollo lancerer nemlig flyrejser til Citia på den østlige del af øen. Rejsearrangøren har haft stor succes med den græske destination i den forgangne sommer, hvor der var ugentlige afgange fra Billund.

Apollo tilbyder første rejse torsdag den 17. maj ud af København og flyver hver uge indtil torsdag i uge 41. Flydetaljerne er endnu ikke fastlagt, men i år blev ruten fløjet af Danish Air Transport.

”Kreta er kronjuvelen i vores program. Vi har set et potentiale, fordi Sitia ligger helt ude på Kretas østkyst, og der er langt at køre fra lufthavnen i Heraklion eller Chania. Derudover har Sitia åbnet en helt ny lufthavn sidste år med en kommerciel del,” siger Glenn Bisgaard.

”Vi var den første og største turoperatør i området denne sommer. Det er et autentisk sted i udvikling. Sitia er ikke som de større og velkendte turistområder på Kreta, og vi har fået rigtig positive tilbagemeldinger.”

 

Relaterede artikler:

Tre sommernyheder fra Apollo

DAT vinder stor Apollo-kontrakt

Flere danskere rejser til Østeuropa

Libyen bliver fremtidens charterdestination

x

Læs Også

Midtjysk charterlufthavn uden bistro og taxfree

Midtjyllands Lufthavn er i øjeblikket uden bistro, og det er tvivlsomt, om lufthavnens tax-free butik åbnes til de 13 nye charterflyvninger i den kommende sommer.

Spar 2.000 kr. på charterrejsen fra nabolufthavnen

Apollo Rejser og Bravo Tours har nedsat priserne på charterrejser fra Midtjyllands Lufthavn, og det er muligt at spare op til 2.000 kroner, hvis man vælger den rigtige lufthavn.

Optimisme forud for midtjysk charterdebut

Apollo og Bravo Tours arbejde hårdt for at midt- og vestjyderne får øjnene op for, at Midtjyllands Lufthavn i Karup nu også har charterflyvninger.

Rejse- og luftfartsbranchen møder 60.000 kunder

Skandinaviens rejse- og fritidsmesse Ferie for Alle afvikles i MCH Messecenter Herning i den kommende weekend, hvor der ventes 60.000 gæster.

Lukningstruet lufthavn i fremgang

Chartergæsterne strømmer fortsat til Hans Christian Andersen Airport på Fyn. Lufthavnen kan dog risikere at blive lukket for almindelig flytrafik om få år.

Både skirejser og solrejser i vinterferien

Charterferien er mere populær end nogensinde før. Også i vinterferien søges mod sol og varme, selv om de fleste danskere er til skiferie i denne periode.