Foto: Andre Wadman / Wikimedia Commons.

KLM vender tilbage til Costa Rica

KLM genåbner rute til Costa Rica, som blev lukket for næsten 20 år siden. Landets præsident jubler over udsigten til flere europæiske turister.

Efter næsten 20 års fravær vender KLM tilbage til Costa Rica i Mellemamerika, når det hollandske flyselskab til oktober en rute til Juan Santamaría International Airport, der betjener Costa Ricas hovedstad San José – ikke at forveksle med San Jose i den amerikanske delstat Californien.

Fra den 31. oktober frem til den 25. marts næste år, vil KLM to gange om ugen flyve mellem Amsterdam Schiphol og Juan Santamaría International Airport. Det vil selskabet gøre med et af sine nye Boeing 787-9 Dreamliner fly.

KLM fløj til San José frem til marts 1998. Dengang var der tale om en trekantrute Amsterdam – Panama – San José, som til sidst blev opereret tre gange om ugen med MD-11 langdistancefly.

Stigende interesse
Der vil være afgang fra Amsterdam tirsdag og fredag kl. 15.25 med ankomst i San José klokken 20.05. Præcis to timer senere sætter flyet næsen hjemad mod Amsterdam, hvor det lander kl. 15.10 næste dag.

På ugens fem andre dage kan passagererne benytte KLM-flyvningen til Panama og herfra flyve videre med Copa Airlines, som KLM har et codesharesamarbejde med.

”KLM bringer for tiden mange passagerer til Costa Rica via Panama. Den stigende interesse på det europæiske marked for dette smukke land overbeviste os om at starte en direkte flyvning til San José,” siger KLM-direktør Pieter Elbers.

Åbne døre for turister
Den beslutning vækker jubel helt ind på præsidentpaladset i San José.

”Denne nye flyvning vil ikke blot gøre det lettere at besøge vores land. Men takket være KLMs globale netværk, så vil denne rute også tjene som en forbindelse for Costa Rica til at åbne sine døre for turister fra hele Europa. Dette vil helt sikkert styrke turismen i vores land og skabe fordele for de mere end 600.000 personer, der direkte og indirekte arbejder i turistindustrien,” siger Costa Ricas præsident Luis Guillermo Solís.

Boeing 787-9 flyene har i KLM’s konfiguration plads til i alt 294 sæder fordelt på 30 sæder på World Business Class, 45 på Economy Comfort Zone og 219 på Economy Class.

Lidt større end Danmark
Air France, British Airways og Iberia flyver til San José fra henholdsvis Paris Charles de Gaulle, London Gatwick og Madrid Barajas-lufthavnene. Desuden flyver det tyske charterflyselskab Condor fra Frankfurt og München.

Costa Rica har omkring fem mio. indbyggere og et landareal på 51.000 kvadratkilometer. Dermed har landet lidt færre indbyggere end Danmark, men er til gengæld en lille smule større. Med 2,9 mio. turister i 2016 er Costa Rica det mest besøgte land i Mellemamerika.

 

 

Relaterede artikler:

British Airways åbner rute til Costa Rica

 

x

Læs Også

Norwegian-fly skadet i Københavns Lufthavn

Norwegians nyeste Boeing 787-9 Dreamliner-fly har siden den 21. marts været ude af drift efter en jordskade i Københavns Lufthavn.

Schiphol Airport bliver næststørste lufthavn i Europa

Amsterdams Schiphol Airport bevæger sig med lynskridt mod positionen som Europas næststørste lufthavn, hvilket forventes at blive en realitet ved udgangen af 2017.

Ny afgangshal taget i brug i Schiphol

På godt seks måneder har Amsterdam Schiphol-lufthavnen etableret en ny afgangshal, der skal pilles ned igen om 2,5 år, når første etape af lufthavnens permanente udbygning er klar.

KLM styrker nordiske føderuter

Med en ny codeshare-aftale til 10 destinationer i Sverige og Finland styrker KLM sit nordiske fodaftryk.

Danskejet fly i landingsulykke

Landingsstellet brød sammen, da et danskejet Bombardier Dash-8-Q400 fra britiske Flybe torsdag eftermiddag landede i Amsterdam-Schiphol lufthavnen.

Her er verdens største lufthavne i 2016

Amsterdam-Schiphol har sammen med to asiatiske lufthavne haft den største passagervækst i 2016, men London er stadig verdens største lufthavnsby.