(Foto: @IgorPilot747_Twitter)

Stort europæisk flyselskab i konkurs

Russiske Transaero, der er blandt Europas 15 største flyselskaber, er endt i en konkurs. Flyselskabets passagerer er sikret transport frem til den 15. december.

Et af Europas 15 største flyselskaber er gået i knæ. Der er tale om Transaero, der er det største privatejede russiske flyselskab. Med 13,5 mio. passagerer i 2014 og op imod 100 fly, er det en relativt stor luftfartsaktør, der er sendt til tælling.

Efter flere måneders forhandlinger mellem det nødlidende flyselskab og det statsejede Aeroflot, blev det i fredags klart, at en konkurs var uundgåelig.

De to største kreditorer Sberbank og Alfa Bank fandt, at en konkurs var den eneste tilbageværende mulighed, da bankerne ikke ønskede at medvirke ved en rekonstruktion i samarbejde med Aeroflot på de vilkår, som det statslige flyselskab satte op.

Konkursen betyder for passagererne, at Transaero med hjælp fra Aeroflot vil gennemføre en række flyvninger frem til den 15. december, som bliver den definitivt sidste operative dag. I mellemtiden iværksættes en midlertidig fartplan, som vil tage højde for, at Transaero løbende skal levere fly tilbage til ejere og leasingselskaber.

Ansatte kan overføres til Aeroflot
Ifølge russiske medier er gælden i det russiske flyselskab på 250 mia. rubler, hvilket svarer til mere end 25 mia. danske kroner.

Selvom Transaero officielt har meddelt, at man vil sikre transport at passagerer på indenrigsruterne samt de internationale ruter frem til den 15. december, kan det meget vel ske på fly fra Aeroflot.

Fredag sagde Aeroflots generaldirektør Vitaly Savelyev ifølge flere russiske medier, at de sidste Transaero-flyvninger kunne stoppe allerede den 15. oktober og at mellem 5.000 og 6.000 af Transaeros 11.500 ansatte kunne tilbydes job hos Aeroflot.

Leasingselskaberne er allerede begyndt at trække flyene hjem. Således er de to første Boeing 737-fly samt et Boeing 767-fly allerede ankommet til Shannon i Irland, hvor leasinggiveren hører hjemme.

Transaero beskæftigede ved konkursen i alt 91 fly af typerne, Airbus A321, Boeing 737, Boeing 747, Boeing 767, Boeing 777 samt et russisk Tupolev TU-214. Flyselskabet havde rute- og charterflyvninger til 150 destinationer i Rusland samt over hele verden.

Foto: @IgorPilot747 (Twitter)