Turkish Airlines øger med 43 procent fra Jylland

Fra sommertrafikprogrammets start øger Turkish Airlines fra syv til samlet 10 ugentlige afgange mellem Istanbul og henholdsvis Billund og Aalborg.

Den 9. juli 2012 åbnede Turkish Airlines trekantsflyvningen mellem Istanbul og de jyske lufthavne i Billund og Aalborg. Det har betydet, at nogle flyvninger har været direkte fra hver af de to lufthavnen, mens andre har haft en mellemlanding undervejs.

Det bliver ændret, når sommertrafikprogrammet træder i kraft søndag den 27. marts. Fra denne dato får Billund og Aalborg hver fem direkte nonstop-flyvninger til Istanbul. Det bekræfter salgschef Didem Ebru Ozer til CHECK-IN.dk.

Fra Aalborg bliver der direkte forbindelse alle ugens dage med undtagelse af tirsdag og torsdag, mens der fra Billund flyves dagligt undtaget mandag og fredag. Turkish Airlines vil stadig benytte A319-flyene, der har plads til 126 passagerer, hvoraf 12 sæder er på Business Class.

I dag er der samlet syv flyvninger om ugen fra Istanbul og til de to lufthavne. Aalborg har fire nonstop afgange til Istanbul og tre fra Istanbul til Aalborg. De øvrige afgange er med mellemlanding i Billund. Billund har således i dag tre ugentlige nonstop afgange til Istanbul og fire fra Istanbul til Billund.

Med den øgede kapacitet kommer Turkish Airlines op på en ugentlig kapacitet på 2.520 udbudte sæder mod i dag 1.764. Det svarer til en stigning på næsten 43 procent.

Udvider på fire nordiske ruter
Det er ikke kun Jylland, der bliver begunstiget med flere afgange. Turkish Airlines har netop annonceret en kapacitetsudvidelse på 26 europæiske ruter, hvor i alt fire nordiske lufthavne får flere afgange.

Således udvider Turkish Airlines fra 18 til 19 ugentlige afgange mellem Oslo og Istanbul, mens ruten fra Helsinki til den tyrkiske hovedstadslufthavn også udvides fra 18 til 19 afgange.

Fra København flyver Turkish Airlines i dag tre gange dagligt til Istanbul i vintertrafikprogrammet samt fire gange om dagen om sommeren. En af de daglige rotationer betjenes med et Airbus A330-fly med plads til 250 passagerer.

Turkish Airlines er et af de mest ekspansive flyselskaber i Europa. I dag flyves der til op imod 300 destinationer over hele verden, og selskabets udvikling kan bedst illustreres ved, at der i 2005 var 14,1 mio. passagerer, hvilket 10 år senere i 2015 er vokset til 61,2 millioner.

x

Læs Også

Turkish Airlines øger på CPH-rute

Mens selskabet barberer ned på andre ruter, så skruer Turkish Airlines op for betjeningen af en af sine CPH-ruter.

Forbud rammer mellemøstselskaber hårdt

Emirates Airlines og kriseplagede Turkish Airlines bliver hårdt ramt af elektronik-forbuddet på USA-flyvninger. Storbritannien indfører også elektronik-forbud.

Tyrkisk selskab vil etablere lounge i CPH

En stor tyrkisk lufthavnsoperatør åbner i år en lille lounge i Københavns Lufthavns non-Schengen område.

Slut med A330-fly mellem København og Istanbul

Turkish Airlines har valgt at reducere kapaciteten mellem København og Istanbul i det kommende sommertrafikprogram, så der ikke længere benyttes A330-fly.

Tyrkisk Boeing 747-fly styrtet ned i Kirgistan

Et fragtfly fra tyrkiske MyCargo Airlines opereret på vegne af Turkish Airlines er tidligt mandag morgen styrtet ned i Kirgistan og har dræbt flere end 30 mennesker på landjorden.

700 flyaflysninger i europæisk storlufthavn

Et kraftigt snefald har sendt Atatürk-lufthavnen i Istanbul i knæ. Turkish Airlines aflyser 700 flyvninger, herunder 18 afgange til og fra Danmark og resten af Norden.