(Foto: Norwegian )

​Norwegian: Næste langdistancebase i Paris

Paris’ Orly-lufthavn bliver den næste base for Norwegians langdistance-flyvninger. Herefter bliver det en spansk lufthavns tur.

Norwegian har flere gange antydet, at lufthavnene i Barcelona og Madrid kunne blive de næste europæiske baser for selskabets langdistancefly. Nu afslører selskabets IR-direktør imidlertid, at de spanske lufthavne må se sig overhalet indenom af en lufthavn i Frankrig.

Det er Paris’ Orly-lufthavn, der som den næste lufthavn har udsigt til at blive udgangspunkt for Norwegians langdistanceflyvninger til USA og Asien. Paris Orly’s beliggenhed tæt på bymæssige bebyggelse gør, at lufthavnen i dag kun har meget få langdistanceflyvninger. Norwegian anvender de helt nye Boeing 787 Dreamliner-fly på sine langdistanceruter. Og det gør en forskel, påpeger IR-chefen.

”Orly har ikke langdistance på grund af støjniveauet, men med de nye Dreamlinere kan vi lande der,” forklarede Norwegians investor relations-direktør Tore Østby på en konference i Oslo i denne uge.

Øger på New York-rute
Tore Østby afslørede også, at Barcelona bliver den næste langdistancebase efter Paris Orly.

I dag har Norwegian i Europa langdistanceruter fra London Gatwick, København, Oslo Gardermoen og Stockholm til USA og fra de tre skandinaviske hovedstæder til Asien.

Til februar næste år øger Norwegian antallet af ugentlige flyvninger mellem London Gatwick og New Yorks JFK-lufthavn fra seks til syv.