Check-in automater i Københavns Lufthavn. (Foto: Ernst Tobisch)

101.540 passagerer gennem CPH hver dag

I gennemsnit rejste 101.540 passagerer gennem Københavns Lufthavn hver eneste dag i juli, og det sikrede en passagerrekord på 3.147.711 rejsende.

2018 bliver et godt år i de større danske lufthavne. Måned efter måned sættes der nye rekorder, og det gælder også i Københavns Lufthavn, der i juli tog imod samlet 3.147.711 rejsende.

Det var dermed den travleste juli nogensinde og samtidig også den største måned nogensinde siden lufthavnens etablering i 1925. Der blevet også slået rekord i forhold til antal dage med flere end 100.000 passagerer, og det blev minsandten også til en rekord for den måned, hvor der har været flest rejsemuligheder med i alt 190 direkte ruter.

“Juli har været den mest travle sommermåned i Københavns Lufthavns historie med flere end 3,1 millioner rejsende, svarende til en vækst på 4,5 procent. Så der har været mere end travlt i terminalerne. Faktisk har vi haft hele 19 dage med over 100.000 passagerer dagligt,” fastslår administrerende direktør Thomas Woldbye.

Fremgang på hovedparametre
Der har således været fremgang over hele linjen i Københavns Lufthavn. Det gælder på indenrigsmarkedet, de europæiske ruter og i særdeleshed de interkontinentale ruter. Her var passagerfremgangen på henholdsvis 7,0, 3,4 og 12,4 procent.

Det lykkedes dog ikke af fastholde antallet af charterrejsende i juli. I forhold til samme måned sidste år faldt antallet af charterpassagerer med 22.628, hvilket repræsenterer en tilbagegang på 9,2 procent. Det er givetvis den mest solrige sommer nogensinde, der har holdt nogle charterrejsende hjemme, men til gengæld hat rejselysten været stigende på de øvrige segmenter.

Samlet er 17,6 millioner passagerer rejst gennem Københavns Lufthavn ved udgangen af juli, og det giver forhåbning om, at der for første gang i lufthavnens historie er passeret flere end 30 millioner rejsende gennem lufthavnen, når den sidste passager er optalt på årets sidste dag.

Større vækst i Helsinki og Oslo
Betragter man Københavns Lufthavns juli-tal i et nordisk perspektiv, havde CPH med en passagerfremgang på 4,5 procent ikke den største vækst blandt de nordiske hovedstadslufthavne. Det havde i stedet Helsinki Lufthavn, hvor passagertallet voksede med 12,4 procent til 1.988.687.

I Oslo Lufthavn registrerede man i juli 5,4 procent flere passagerer end i samme måned sidste år, da 2.892.537 rejste gennem terminalerne. Derimod var der en beskeden fremgang på en procent i Arlanda-lufthavnen ved Stockholm, hvor den nye flyskat hindrede, at flere end 2.595.000 benyttede lufthavnen i juli.

 

 

Relaterede artikler:

Juni var travleste måned i CPH’s historie

Varm maj ramte charterflytrafikken i CPH

Øget ferietrafik bag trafikvækst i CPH