Forpladsen i Aalborg Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Aalborg Lufthavn plaget af ‘birdstrikes’

Aalborg Lufthavn er voldsomt plaget af de såkaldte ‘birdstrikes’, hvor fly kolliderer med fugle under start eller landing. Så sent som i sidste uge gik det ud over et SAS-fly.

Rejser man til eller fra Aalborg Lufthavn er der rent statistisk større mulighed for at sidde i et fly, der bliver impliceret i en “birdstrike“ hændelse, end det er tilfældet fra andre danske lufthavne.

Det viser tal fra Trafikstyrelsen, der har opgjort antallet af birdstrikes i danske lufthavne i 2012.

Københavns Lufthavn har ofte været i søgelyset i forhold til birdstrikes, men det skyldes naturligt nok, at lufthavnen har væsentligt flere end operationer end de øvrige danske lufthavne, og derfor også tiltrækker mere fokus, når hændelserne indtræffer. Forskellen mellem antallet af birdstrikes bunder typisk i den enkelte lufthavns beliggenhed i forhold til områder, der er attraktive for fuglene, såsom vådområder, yngleområder og trækruter.

Aalborg Lufthavn toppede i 2012 listen over flest birdstrikes per 10.000 operationer efterfulgt af København samt Billund og Aarhus på en delt tredjeplads. Der var hele 13,9 birdstrikes i Aalborg per 10.000 operationer, og kun 5,8 i København samt 5,1 i Billund og Aarhus. Samlet set blev det til 33 birdstrikes i Aalborg Lufthavn i 2012. Lufthavnen havde 27.750 operationer inklusive skoleflyvninger, hvor der ikke foretages en egentlig start eller landing, men i stedet ind- eller udflyvning fra lufthavnen.

Lufthavn Total Pr. 10.000 operationer
Billund 26 5,1
Esbjerg 2 2,0
Karup 3 4,5
København 141 5,8
Roskilde 1 0,1
Rønne 1 1,4
Sønderborg 1 1,9
Vágar (Færøerne) 2 3,8
Aalborg 33 13,9
Aarhus 10 5,1

Kilde: Trafikstyrelsen

Med 13,9 birdstrikes per 10.000 operationer har Aalborg Lufthavn næsten tre gange så mange birdstrikes som i de øvrige større danske lufthavne.

I de mest alvorlige tilfælde kan flyet motorer blive beskadiget, hvorefter det er nødvendt at foretage en sikkerhedslanding. Men i mange tilfælde kan en flyvning også gennemføres uden indvirkning, selvom der opleves en birdstrike, så længe der ikke er sket kollision med motorer eller andre vitale dele på flykroppen.

“Vi synes selv, at vi ligger lidt for højt. Men vi har iværksat forskellige tiltag, hvorigennem det er lykkedes at nedbringe antallet af fuglekollisioner. Vi klipper eksempelvis græsarealerne omkring lufthavnen med faste frekvenser, så græsset ikke bliver for højt. Herudover har vi monteret pigge på alle vores skilte omkring lufthavnen,“ forklarer lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Han fortæller samtidig, at der år til dato har været 14 birdstrikes i Aalborg Lufthavn, hvorfor problemet er ved at være under kontrol.

Birdstrike i sidste uge
Så sent som i sidste uge blev et SAS-fly udsat for en birdstrike, da flyet fik en måge i den ene motor under starten fra Aalborg Lufthavn. Hændelsen skete torsdag den 7. november, og der var tale om rutenummer SK1210 til København. Flyet af typen Airbus A320-200 ramte en måge i høj fart på startbanen, hvorefter piloterne måtte afbryde starten og returnere til platformen. Flyet rapporteres at have fået betydelig skade på den ene motor.

Afgangen blev annulleret og de omkring 100 passagerer blev efterfølgende ombooket til andre afgange mod København.

Den 19. september var der også en hændelse med en birdstrike i Aalborg Lufthavn, hvor ambulancer og redningsmandskab var tilkaldt til en sikkerhedslanding med et af Flyvevåbnet CL-604 Challenger-fly, der havde fået en fugl i motoren. Challenger-flyet benyttes blandt andet til transport VIP-transport, men som primære opgaver havmiljøovervågning og fiskeriinspektion.

Heller ikke KLM er gået ram forbi, når der er fugle i luften omkring Aalborg Lufthavn. Den 6. august ramte et Fokker F70 jetfly under opstigningen fra den nordjyske lufthavn med kurs mod Amsterdam en flok fugle, hvorefter flyet måtte sikkerhedslande med beskadiget motor. Afgangen blev aflyst, og dagen efter måtte KLM sende flyet tomt tilbage til Amsterdam på en positioneringsflyvning.

Ifølge Trafikstyrelsen fører 12 ud af 100 birdstrikes til en sikkerhedslanding, mens tre ud af 100 tilfælde medfører afbrudt start.