Årets luftfartskonkurser er fra Østeuropa

Året 2013 har indtil videre set en halv snes luftfartskonkurser, og hovedparten af disse har været i Østeuropa. En norsk konkurs hører dog også med til billedet.

Mange indenfor den europæiske luftfartsindustri vil formentlig huske 2012 for et år med flere store konkurser. Her kan man blot nævne Spanair, Malév Hungarian Airlines og Cimber Sterling, der var blandt de største flyselskaber, der måtte foretage en finansiel nødlanding.

Ser man tilbage på 2013 har der været en halv snes konkurser blandt de europæiske flyselskaber.

Allerede fra årsskiftet lagde ukrainske AeroSvit ud med en slags kontrolleret betalingsstandsning, og da et Boeing 737-fly fra det ukrainske flyselskab den 4. januar om aftenen landede i Københavns Lufthavn blev flyet beslaglagt på grund af ubetalte regninger. Det samme skete i Stockholm, Warszawa og andre lufthavne.

AeroSvit ophørte officielt driften i februar måned og indgik i Ukrainian Aviation Group sammen med søsterselskaber Dniaproavia og Donbassaero, der også blev ramt af det økonomiske kollaps i den ukrainske luftfartskoncern, der var kontrolleret af oligarken Igor Kolomoiskj. Ukraineren var samtidig gennem sit cypriotiske holdingselskab Mansvell Enterprises ejer af Cimber Sterling samt svenske Skyways indtil disse selskabers konkurs i maj måned sidste år.

Den 1. april måtte det nationale armenske flyselskab Armavia opgive at flyve videre. Selskabet havde 11 fly af vestlig og russisk oprindelse og fløj til 35 destinationer fra lufthavnen i Jerevan.

I juli måned var det rumænske Medallion Air, der måtte sætte sine MD80-fly på jorden, da selskabet mistede sin licens og efterfølgende ikke kunne betale sine kreditorer. Sidenhen er aktiviteterne blevet overtaget af det rumænske charterflyselskab Ten Air. Netop Medallion solgte et MD83 fly til Danish Air Transport (DAT) i 2009. Dette fly er i øjeblikket på verdensturné for Coca-Cola og det internationale fodboldforbund FIFA.

Efter Malév-konkursen i 2012 havde den tidligere direktør i det ungarske luftfartstilsyn, József Vágóforsøgt at etablere et ny selskab, der blev præsenteret den 18. august i Budapest under stor mediebevågenhed. Selskabet med navnet Sólyom Hungarian Airways nåede dog aldrig i luften, da driftstilladelsen udeblev og investorer fra Oman sprang fra. Selskabet nåede dog at få leveret sit første fly i fuld bemaling, og fem andre var på vej. Det var alle Boeing 737-500 fly, der havde tilhørt SAS.

Årets foreløbigt sidste østeuropæiske konkurs var albanske Belle Air, der i slutningen af november gik konkurs med syv fly i flåden.

Norsk konkurs og tvivlsomme projekter
Årets luftfartskonkurser tæller også det spanske charterflyselskab Orbest Orizonia (tidligere Iberworld), der i maj måned gik konkurs med syv fly i flåden og bestillinger på to nye Airbus A350-900. Det spanske charterflyselskab har gennem tiden været beskæftiget for flere skandinaviske charterarrangører.

Den 29. januar måtte OLT Express Germany opgive driften og 500 medarbejdere i Bremen, Saarbrücken og Stuttgart stod pludselig uden job. Samtidig måtte 10 Fokker F100-fly og 4 fly af typen SAAB 2000 sættes på jorden.

I Norge oplevede man en luftfartskonkurs, da iscremefabrikanten Espen Hennig Olsenmislykkedes med FlyNonstop, der havdeflyvninger fra Kristiansand til europæiske storby- og feriedestinationer. Selskabet s første flyvning fandt sted den 25. april i år, og konkursen indtraf den 29. oktober efter kun et halvt års drift. FlyNonstop beskæftigede et splinternyt Embraer E-190 fly til 100 passagerer.

I Skandinavien har der også været et par eksempler på virtuelle flyselskaber, der forsøgte at komme i luften i løbet af 2013. Et af disse var Greenland Express, der hele året flirtede med planer om at flyve fra Aalborg og København til Grønland via Island. Projektet kuldsejlede i efteråret, da investorerne trak sig ud af samarbejdet. Nu vil Greenland Express forsøge at komme på vingerne i løbet af 2014.

I Sverige havde Air Sweden også vidtløftige planer om at flyve fra København til byer som Skopje, Amman, Beirit, Najaf og Erbil. Desuden skulle der flyves til nordsvenske byer som Umeå og Skellefteå, ligesom en rute til Norrköping var inde i billedet en overgang. I løbet af foråret lykkedes det Air Sweden i en kort periode at gennemføre ruteflyvninger fra Skellefteå og Karlstad til London-Stansted, men i august måned måtte selskabet definitivt opgive at gennemføre planerne om ruteflyvning, da man kastede håndklædet i ringen.

Året er ikke omme endnu, hvorfor der ikke kan sættes endeligt punktum for 2013. Det nødlidende italienske flyselskab Alitalia har endnu ikke afklaret sin finansielle situation, og selskabet er stadigvæk i risiko for at ende i en konkurs.