Aarhusiansk korn-forslag på kant med luftfartsloven

Hvis Aarhus Lufthavn gør alvor af ideen om at dyrke korn i lufthavnen vil de kunne komme på kant med luftfartsloven og risikere at tiltrække fugle til gene for flytrafikken.

I Berlingske i sidste uge luftede direktør i Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg, muligheden for at lufthavnen kunne begynde at dyrke korn på sine arealer som supplement til selve lufthavnsdriften.

Men med det kreative forslag risikerer Aarhus Lufthavn at komme på kant med luftfartsloven. I bekendtgørelse 3-16 om ”Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser” står der nemlig, at det kun er tilladt at plante græs på arealerne op til 300 meter væk fra landingsbanerne. Og mere end 300 meter væk skal en tilknyttet konsulent fra Naturstyrelsen godkende beplantningen.

Den godkendelse sker med udgangspunkt i, at beplantningen skal give mindst mulig føde for fugle og andre dyr, da især fugle kan genere flytrafikken og i sidste ende blive suget ind i flymotorer med store skader til følge.

Mindst mulig føde for fugle
Luftfartsloven dikterer desuden, at der i samarbejde med konsulenten fra Naturstyrelsen udarbejdes en plan for beplantningen på hele lufthavnens område. I lovens afsnit ”5.3 Beplantningsplan” står der:

”Koncessionshaveren skal (…) i samarbejde med den konsulent, der er tilknyttet flyvepladsen, udarbejde en beplantningsplan for flyvepladsens område. Ved plantevalg skal vælges plante-,
busk- og træarter, som giver mindst mulig føde for fugle/pattedyr.”

Da korn er yndet fugleføde spiller forslaget ikke sammen med luftfartsloven, der desuden stiller skrappe krav til højden af beplantningen.

Afprøve rammerne
For Peter Høgsberg i Aarhus Lufthavn handler forslaget om korndyrkning om at afsøge alle muligheder for at tjene penge ved siden af den egentlige lufthavnsdrift.

“Vi vil holde os inden for den gældende lovgivning. Men når det er sagt, så skal vi selvfølgelig afprøve rammerne,“ siger Peter Høgsberg til CHECK-IN.dk.

Opsætning af solceller eller fårehold er i følge Peter Høgsberg andre ideer lufthavnen leger med.