Air France vil flyve langruter til lavpris

Halvdelen af Air France’s langdistanceruter er urentable og derfor overvejer selskabet at kopiere Lufthansa og lave et særligt lavpris-langdistanceselskab med Dreamliner-fly.

Air France taber penge på halvdelen af alle selskabets langdistanceruter. Det er uholdbart i længden og derfor står problemet med de mange urentable ruter også højt på dagsordenen i forbindelse med selskabets Perform 2020-restruktureringsprogram.

Målet er at kun 20 procent af ruterne skal være tabsgivende i 2017. Og vejen dertil kan blandt andet involvere etableringen af et nyt datterselskab, der skal gennemføre langdistanceflyvninger til lavpris. Både i form af billigere billetter og i form af en billigere produktionsplatform.

En sådan platform kan til dels opnås ved at overflytte mange af Air Frances nuværende langdistancepiloter og -kabineansatte til det nye selskab og ansætte dem på ringere løn- og arbejdsvilkår, end de har i dag.

Oplagt mulighed
En endnu vigtigere brik på vejen mod flere rentable langdistanceruter er de nye Boeing 787-9 Dreamliner-fly, som Air France modtager de første eksemplarer af i slutningen af 2016.

”Modtagelsen af disse fly er en oplagt mulighed for at bidrage til gøre langrutenetværket rentabelt,” siger en talsmand fra Air France til Air Transport World.

Det er samme flytype, som Norwegian i de kommende tre år modtager 11 eksemplarer af. Flytypen ville være oplagt som rygrad i et nyt lavpris-datterselskab.

Ideen om et nyt lavpris-datterselskab, der flyver langt med nye Dreamliner-fly, blev præsenteret for medarbejderrepræsentanter før sommerferien og taget op på et møde mellem medarbejdere og ledelse i sidste uge.

Ifølge Reuters, så truer Air France med at fjerne 10 procent af alle langdistanceruter i 2017, hvis ikke piloterne accepterer væsentlige forringelser af deres løn- og arbejdsvilkår.

I tyske fodspor
Hvis Air France etablerer et datterselskab med lavere omkostninger til at tage sig af dele af langdistanceoperationerne, så vil det franske flyselskab gå i fodsporene af de tyske konkurrenter hos Lufthansa.

Her har man nemlig allerede etableret et lavpris-langdistanceselskab i regi af datterselskabet Eurowings med de første flyvninger den 1. november fra Köln/Bonn-lufthavnen til Dubai, Bangkok og Phuket samt Varadero på Cuba og Punta Cana i Den Dominikanske Republik.

I starten bliver det to Airbus A330-200 fly, der skal betjene de fem ruter. Sidenhen vil antallet af fly blive opjusteret til syv, og der vil komme flere ruter til. Der bliver tale om ruter til interkontinentale storbyer samt populære oversøiske feriedestinationer.

Sindrig konstruktion
Flyvningerne skal teknisk gennemføres af SunExpress Deutschland, der er et joint-venture mellem Lufthansa og Turkish Airlines. Cockpit- og kabinepersonale vil således være fra SunExpress, mens flyet vil have Eurowings-bemaling.

Den sindrige konstruktion er lavet for at holde omkostningsniveauet nede, da overenskomsterne for besætningen på SunExpress-flyene er lavere end de tilsvarende hos såvel Lufthansa og Eurowings. Personaleomkostninger udgør alene omkring en tredjedel af omkostningerne til en flyvning