Airberlin opgiver Texas-rute inden starten

En rute fra Düsseldorf til Dallas var en del af en større nordamerikansk satsning fra Airberlin. Nu opgives ruten, inden den overhovedet er kommet i gang.

I begyndelsen af november måned sidste år blæste Airberlin til storoffensiv på det nordamerikanske marked. Tre nye ruter fra Düsseldorf til henholdsvis Boston, Dallas Fort Worth samt San Francisco blev præsenteret.

Men nu har Airberlin tilsyneladende besluttet sig for at opgive ruten til Dallas. Det skriver flere tyske medier og bekræftes samtidig af, at ruten er fjernet fra reservationssystemerne.

Tilsyneladende har efterspørgslen ikke været god nok, da oliestaten Texas er ramt af nedgangen i olieindustrien, og samtidig har det ikke har været muligt for Airberlin at få en codeshare-aftale i stand med American Airlines. Dermed har det ikke været muligt at skabe fødetrafik til og fra Dallas, hvorfor tyskerne har været nødt til at trække stikket, så man ikke igangsatte en rute, der fra starten ville have udsigt til at blive tabsgivende.

Dallas-ruten var sat op med fire ugentlige afgange fra Düsseldorf fra den 6. maj med Airbus A330-fly. I første omgang har Airberlin disponeret en ekstra ugentlig frekvens til henholdsvis Punta Cana og Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, mens det endnu er uafklaret, hvortil de sidste to ugentlige frekvenser skal flyttes.

Øger på krisefrie rejsemål
Det er ikke alene Dallas-ruten, der bliver påvirket af ruteændringer. Airberlin har også taget konsekvensen af faldende efterspørgsel til Egypten og Tyrkiet af frygten for terrorhandlinger, og selskabet skærer derfor ned på udbuddet til de to lande, mens flyene bliver indsat på ruter, hvor efterspørgslen er stigende.

“Airberlin udvider sit udvalg af rejsemål på mellem- og langdistanceruterne. Således er efterspørgslen på krisefrie destinationer som De Baleariske Øer, De Kanariske Øer og Caribien steget igennem de seneste uger. Vi forventer derfor at øge antallet af flyvninger til Mallorca i den kommende sommer,“ siger Airberlins koncernchef Stefan Pichler i en pressemeddelelse.

Udover de nordamerikanske ruter vil Airberlin også den 28. maj åbne en rute mellem Düsseldorf og Havanna, der er hovedstaden på Cuba. I forvejen flyver det tyske flyselskab to gange ugentligt mellem Düsseldorf og Varadero på Cubas nordkyst.