Airbus vandt over Boeing

Airbus fik lige akkurat flere nettoordrer end Boeing i 2016 og fik dermed for fjerde år i træk den største andel af nye ordrer.

Den europæiske flyproducent Airbus formåede i 2016 lige akkurat at klemme sig forbi ærkerivalen, amerikanske Boeing, og være den af de to store producenter, som fik flest nye ordrer i bøgerne. 949 nye ordrer og 218 afbestillinger af tidligere ordrer gav Airbus en nettoordretilgang på 731 fly mod 668 nettoordrer hos Boeing.

Ordrerne til Airbus kom fra 51 forskellige kunder, hvoraf otte var nye kunder. De 731 fly var fordelt på 607 fly med en midtergang (Airbus A320-serien) og 124 fly med to midtergange (Airbus A330, A350 og A380).

Med de 731 nettoordrer sad Airbus på 52 procent af markedet i 2016 og fastholder dermed sin førerposition over Boeing. Således har Airbus de sidste 10 år haft flere nettoordrer end Boeing i ni af årene. Kun i 2012 havde Boeing flere nettoordrer.

Til gengæld fik Boeing leveret flere fly end Airbus var i stand til. Således rullede 748 Boeing-fly ud fra samlebåndene i 2016, mens 688 Airbus-fly blev bygget færdig.

De 668 fly, som Airbus byggede i 2016, blev leveret til 82 flyselskaber. 545 af de 668 fly var Airbus A320-serien og heraf var 68 Airbus A320neo – som blandt andre SAS modtog. Desuden blev 66 Airbus A330, 49 Airbus A350XWB og 28 Airbus A380 leveret.

Ikke noget at sælge
Airbus har siden sin start i 1970’erne leveret 10.208 fly og har 6.874 fly i ordrebogen til en samlet listepris på mere end 1.000 mia. dollars. Flyproducenten gør sig store anstrengelser for at skrue op for produktionen for at kunne få barberet ned i antallet af ordrer. De 688 fly i 2016 var det højeste antal Airbus-fly bygget i et kalenderår nogensinde. Og Airbus arbejder ihærdigt på at øge produktionstempoet yderligere.

Det store antal udestående ordrer giver Airbus’ salgsfolk et positivt problem. For som flyproducentens karismatiske salgschef, John Leary, forklarede på et pressemøde i Toulouse onsdag, så har de reelt ikke noget at sælge til levering før i 2021.

Foruden mange nye ordrer i bøgerne, så bød 2016 også på andre gode Airbus-begivenheder. Således blev Airbus-fly nummer 10.000 – et Airbus A350XWB-fly – leveret. Det største medlem af A350-familien, Airbus A350-1000, fløj første gang og Airbus fik styr på problemerne med den ene type af motorer, som flyselskaberne kan vælge til de nye Airbus A320neo-fly. Det første fly, et Airbus A321-fly, rullede ud fra Airbus’ første amerikanske samlefabrik i Mobile i staten Alabama og Airbus startede opførelsen af et samle- og leveringscenter for Airbus A330 i Kina.

 

 

Relaterede artikler:

Laveste antal Boeing-ordrer i seks år

Airbus A350-1000 i succesfuld testflyvning

Første flyvning med SAS A320neo

Levering af første Airbus A320neo forsinket

Airbus vil skære ned på A380-produktionen