Københavns Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Behov for justeringer af indenrigskoncept

Lukningen af Terminal 1 og sammenlægning af indenrigs- og udenrigstrafikken er ifølge CPH forløbet tilfredsstillende. Men der er ifølge flere indenrigslufthavne stadig kritik af lange køer ved sikkerhedskontrollen på de travle tidspunkter.

Siden Københavns Lufthavn i august måned sidste år annoncerede lukningen af indenrigsterminalen, Terminal 1, har der været bekymrede miner hos indenrigslufthavnene i forhold til de fremtidige håndteringsmæssige udfordringer.

Men alt tyder på, at bekymringerne som udgangspunkt har været ubegrundede. Selvom det er 45 års vaner med en selvstændig indenrigsterminal, der skulle ændres den 1. april i år, har passagererne været gode til at tilpasse sig de nye forhold. Det skyldes blandt andet en omfattende markedsføringskampagne, som CPH iværksatte for at minimere generne.

“Første arbejdsdag efter påske gik cirka 30 passagerer forkert, og de fleste andre dage har vi ligget på et encifret antal. Taget i betragtning, at vi i gennemsnit har godt 2.000 afrejsende indenrigspassagerer om dagen, er det et forsvindende lille antal og i den optik tør jeg godt kalde kampagnen for sammenlægningen en succes“ siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavne A/S.

At informationen om ændringerne har været en succes, er de fleste enige om, men virkningerne af ændringerne er der stadig delte meninger om. I Aarhus Lufthavn, der har otte daglige indenrigsafgange med SAS, siger administrerende direktør Peter Høgsberg.

“Jeg prøvede selv remote-parkering og var overrasket over, hvor godt det gik. Seks og et halvt minut efter, at flydøren åbnede, var vi i terminalen. Så skal man med et andet fly eller ønsker at bruge Metroen var det en god oplevelse.“

Den aarhusianske lufthavnsdirektør mener dog, at det kan blive en udfordring med sikkerhedskontrollen, når rejsen går fra København mod provinsen og man som passager ikke er i besiddelse af et guldkort hos SAS.

For lang ventetid i sikkerhedskontrol
CHECK-IN.dk har talt med flere rejsende, der ofte benytter ruten mellem Aalborg og København. Her mener flere pendlere, at ventetiderne i den centrale sikkerhedskontrol er for lange. Man efterlyser flere åbne sikkerhedsspor eller dedikerede spor til indenrigskunderne.

Ruten mellem Bornholm og København har den største andel af passagerer, der blot skal rejse til hovedstaden, og her er tilbagemeldingerne fra de rejsende overraskende positive.

“Det er mest positive tilbagemeldinger, som vi modtager. Selvfølgelig er der lidt tilpasning, da passagererne skal lære det at kende, og Københavns Lufthavn måske skal justere nogle detaljer. Hvis man rejser i rush-hour er der nogle gange en lang kø ved check-in og i sikkerhedskontrollen, mens det på andre tidspunkter af døgnet er let at komme igennem terminalen,“ siger lufthavnschef Christina Dideriksen fra Bornholms Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Behov for dialog
Tilbagemeldingerne kunne tyde på, at der udestår nogle justeringer hos Københavns Lufthavn for at sikre fuld tilfredshed hos de indenrigspassagerer, der rejser på de tidspunkter, hvor der er fleste passagerer i lufthavnen.

Før lukningen af Terminal 1 havde Københavns Lufthavn en dialog med de fire berørte indenrigsflyselskaber, ligesom lufthavnen har haft dialogmøder med pendlerne. Derfor vil CPH i løbet af kort tid tage en ny runde med pendlerne for at “få ryddet enkle børnesygdomme af vejen,“ som lufthavnen formulerer det.

“Det er 45 års vaner og rutiner, vi har ændret med ét slag, og vi har erfaret, at der måske kan være nogle børnesygdomme, som især de flittigste indenrigsrejsende, nemlig pendlerne, mærker. Derfor inviterer vi nu forskellige pendlerklubber til en dialog om, hvad vi kan gøre for at løse nogle af de udfordringer de oplever på deres vej gennem lufthavnen,“ forklarer Peter Krogsgaard fra CPH.

Pendlerne har især hæftet sig ved problemer med checkin, sikkerhedskontrol og gangafstande til enkelte gates. Til gengæld er der ros fra de passagerer, der skal videre på internationale rejser, hvor flyskifte bliver lettere samt de passagerer, der har oplevet af få adgang til forbedringer af den offentlige transport.

Foto: Morten Lund Madsen