Beslaglagt AeroSvit-fly stadig i CPH

Et Boeing 737-fly fra ukrainske AeroSvit står i CPH på tredje måned, efter at flyet i begyndelsen af januar måned blev beslaglagt til sikring for udestående betalinger. Flyet er dog ikke længere i Københavns Lufthavns varetægt.

Den 4. januar kl. 17.52 landede et Boeing 737-fly fra ukrainske AeroSvit i Københavns Lufthavn som rutenummer VV257 fra Kiev. Flyet var mere end tre timer forsinket ved ankomsten, da det ukrainske flyselskab på dette tidspunkt befandt sig midt i en dødskamp som følge af en betalingsstandsning få dage forinden.

Flyet blev ved ankomsten beslaglagt af Københavns Lufthavne A/S, der ønskede at få sikret et udestående på op imod en halv million kroner fra det ukrainske flyselskab. Beskeden var, at flyet ikke ville få lov at forlade lufthavnen, førend det skyldige beløb var betalt.

Det lykkedes ikke AeroSvit at fremskaffe midler til at betale regningen, hvorefter flyets retsmæssige ejer Wells Fargo Equipment Finance Inc. måtte punge ud, således at Københavns Lufthavne senere kunne frigive flyet.

“Vi har ikke længere noget at gøre med flyet. Det er ude af vores varetægt, da det skyldige beløb allerede er betalt fra flyleasingselskabet Wells Fargo,“ bekræfter pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavne A/S.

Snart 100 dage i CPH
Om få dage har flyet stået 100 dage i Københavns Lufthavn. Det befinder sig i øjeblikket i Københavns Lufthavn Syd, hvor det danske charterflyselskab Jet Time af Wells Fargo hat fået til at opgave at forestå vedligeholdelsen af flyet, indtil en ny kunde melder sig på banen.

I mellemtiden har AeroSvit forsøgt at gennemføre en rekonstruktion, men det synes at være umuligt. Selskabets fly er løbende blevet leveret tilbage til leasinggiverne, og op imod 80 procent af de ansatte har måttet forlade selskabet.

AeroSvit havde annonceret, at langdistanceruterne ville blive genoptaget fra april måned, men i disse dage kæmper AeroSvit med retssager og imod fagforeningerne, der har rejst massive krav på vegne af medlemmerne. Det er derfor tvivlsomt, om der nogensinde kommer AeroSvit-fly i luften igen.

Det ukrainske flyselskab indgår i Ukrainian Aviation Group sammen med søsterselskaberne Dniaproavia og Donbassaero, der også er ramt af de økonomiske vanskeligheder. Også charterflyselskabet Wind Rose Aviation er omfattet af det økonomiske kollaps i den ukrainske luftfartskoncern kontrollet af oligarken Igor Kolomoiskij. Ukraineren var gennem sit cypriotiske holdingselskab Mansvell Enterprises ejer af Cimber Sterling samt svenske Skyways indtil konkurserne i maj måned sidste år.