Billund jagter konkurrenter på sociale medier

Ved indgangen til 2015 fik Billund Lufthavn sin debut på Facebook. Den sene entré i denne del af den digitale verden betyder, at Danmarks næststørste lufthavn halter bagud i forhold til konkurrenterne.

Københavns Lufthavn valgte i foråret 2012 at tage en aktiv rolle på Facebook, mens Aalborg Lufthavn tog skridtet ud på de sociale medier i efteråret 2013.

Hos Billund Lufthavn har man været noget tilbageholdende, idet man ikke ville etablere sig på Facebook, førend man havde de nødvendige ressourcer til at sikre den nødvendige kvalitet og tilnærmelsesvis 24/7-tilstedeværelser.

Derfor har Danmarks næststørste lufthavn i Billund første gjort sin entré på Facebook ved indgangen til 2015.

“Det er jo slet ikke nogen særlig nyhed og langt fra sensationelt, da mange af os i forvejen har været på Facebook i flere år,“ skriver lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i marts-udgaven af kundemagasinet check-in Billund

Lufthavnsdirektøren fortæller, at flere end 4.000 havde “liket“ siden den første uge efter lanceringen. Potentialet er dog langt større med omkring 2,9 mio. årlige passagerer igennem lufthavnen.

Billund Lufthavn er da også bevidst om, at den sene entré på Facebook har betydet, at man halter bagud i forhold til konkurrerende lufthavne. I Aalborg Lufthavn er det indtil videre lykkedes at hente 27.416 “likes“ i løbet af 15 måneder på Facebook.

“Vi ved, at Billund Lufthavn er et af de steder i Danmark, hvor flest checker in – altså både til et fly og nu også på Facebook – så husk at tjekke ind næste gang du er i Billund!,“ lyder opfordringen fra lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

Danske lufthavne på sociale medier (marts 2015)

Lufthavn Facebook Twitter LinkedIn
Københavns Lufthavn 67.638 3.054 6.069
Billund Lufthavn 10.537 1.587
Aalborg Lufthavn 27.416 1.564 1.042
Aarhus Lufthavn 7.902 45
Karup Lufthavn 405
Sønderborg Lufthavn 7.864
Odense HCA Airport 874

Kilde: Facebook, Twitter, LinkedIn

Twitter og LinkedIn anvendes også
Facebook er ikke det eneste sociale medie, der kan være anvendeligt for de danske lufthavne. Ved forsinkelser og uregelmæssigheder har Twitter vist sig at være et nyttigt værktøj til at massekommunikere med en begræsning på 140 tegn.

Lufthavnene i København og Aalborg er de eneste to danske lufthavne på Twitter i dag med henholdsvis 3.054 og 1.564 følgere.

Endelig har flere af lufthavnene taget LinkedIn til sig som en platform at skubbe nyheder ud på. Her er Billund Lufthavn til gengæld godt med, idet 1.587 brugere følger lufthavnen på dette medie, mens 6.069 har valgt at koble sig på som følger til CPH på LinkedIn. På LinkedIn er det endda lykkedes Billund at overhale den nordjyske konkurrent.

Største succes på Facebook er uden tvivl Sønderborg Lufthavn, der i løbet af tre år har skaffet sig 7.864 “likes“ på Facebook. Det er dog værd at holde sig for øje, at “likes“ ikke gør det alene. Brugerengagementet målt i antallet af kommentarer og delinger er også udtryk for, hvorvidt en Facebook-side er succesfuld.