(Foto: Billund Airport)

Billund-rute må lukke

På grund af en strategisk omorganisering hos britiske bmi regional må ruten mellem Birmingham og Billund lukke. Selskabet lukker også ruten fra Edinburgh til København.

Mandag den 3. juni åbnede bmi regional en direkte flyrute mellem Birmingham og Billund med seks ugentlige afgange. Men blot fire måneder efter rutestarten har det britiske flyselskab netop annonceret, at ruten vil blive lukket ved årets udgang. Sidste rotation flyves den 30. december.

Ruten har været opereret med et Embraer ERJ145-fly med plads til 50 passagerer. Men tilsyneladende har det ikke været nogen kommerciel succes for bmi regional at flyve til og fra Billund.I de første fire måneder af rutens levetid har bmi regional gennemført 103 rotationer, hvilket svarer til et udbud på 10.300 sæder. Med blot 3.083 solgte sæder, har belægningsprocenten været på lige knapt 30 procent, hvilket selvsagt ikke er bæredygtigt.

Det er dog ikke alene årsagen til, at ruten vil blive lukket. Bmi regional har truffet en strategisk beslutning om at lukke baserne i Birmingham, Edinburgh og Manchester. I stedet vil man satse på baserne i Bristol og Aberdeen, nye norske indenrigsruter samt øget charter- og wetlease aktiviteter for blandt andet svenske Flyglinjen.

Bmi regional har i de seneste otte uger åbnet nye ruter fra Newcastle til Bruxelles samt de norske-ruter fra Aberdeen til Oslo, Aberdeen til Kristiansund samt indenrigsruterne fra Stavanger til Harstad og Tromsø. Netop olie- og offshoreindustrien er et vigtigt kundesegment for bmi regional, der også opererer en rute mellem Esbjerg og Aberdeen.

“Udviklingen på de nye ruter har indfriet vores forventninger, mens dele af rutenetværket er udfordret, da vi har mistet fødetrafik og er udsat for hård konkurrence,“ siger Cathal O´Connell, der er administrerende direktør for det britiske flyselskab.

Ærgrelse i Billund
Hos Billund Lufthavn er der naturligvis skuffelse over beslutningen om at lukke ruten fra Birmingham til den syddanske lufthavn.

”Det er ærgerligt, at bmi vælger at lave den strategiske omorganisering og i stedet satse på andre markeder. Det er en kabale, som vi bliver fanget i. Vi arbejdede ellers ihærdigt med at få nogle andre tider på ruten,“ siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Marketingchefen understreger dog, at det ifølge hans opfattelse udelukkende var de strategiske ændringer hos bmi regional, der medførte rutelukningen, og ikke at ruten til Billund isoleret set ikke var en succes. Der har tidligere været andre operatører på ruten, og blandt andet har Ryanair fløjet med op til 40.000 årlige passagerer. Derfor giver Billund Lufthavn heller ikke op.

“Vi er fortrøstningsfulde med hensyn til Birmingham. Der var et marked, og der kan træffe at komme andre flyselskaber på den rute,“ vurderer Jesper Klausholm.

Et godt bud kunne være Sun-Air, der flyver på vegne af British Airways. Selskabets 32-sæders Dornier-jetfly og en tidtabel med udgangspunkt i et dansk basefly vil i første omgang kunne matche behovet.

Udover Birmingham-Billund ruten vil ruten mellem Edinburgh og København også lukke. Det sker med virkning fra den 5. januar næste år. Endelig lukker bmi regional ruterne fra Manchester til Edinburgh og Antwerpen samt ruten fra Edinburgh til Bruxelles.