Boeing optimerer på 747-8 Intercontinental

Arbejdet med at forbedre brændstoføkonomien på efterfølgeren til Boeings populære 747’er er begyndt at bære frugt.

Det er gået trægt for Boeing med at få solgt den nye Boeing 747-8i, der er passagerudgaven af den nye generation af jumbojetten. Denkan have plads til over 600 passagerer og er solgt i blot 40 eksemplarer, imens cargo-varianten er solgt i 65 eksemplarer.

Det er især brændstofforbruget på passagervarianten, Boeing 747-8 Intercontinental, som har vist sig at være skuffende. Derfor har Boeing sat alle sejl til for at optimere forbruget. I den forbindelse har flyproducenten netop gennemført den første testflyvning for at se, om forbedringerne af blandt andet motorerne har givet bedre brændstoføkonomi.

Ifølge Boeing har det lykkedes at sænke brændstofforbruget med 1,5 procent i forhold til den første Boeing 747-8, som rullede ud fra produktionslinjen for små to år siden. Hos Boeing forventer man, at designforbedringerne vil kunne reducere de samlede driftsomkostninger med 1,8 procent.

”Det var en god flyvning og motorerne fungerede som forventet. Det er en vigtig milepæl i testflyvningsprogrammet,” fortalte testpilot og kaptajn Kirk Vining fra Boeing efter den fire timer lange testflyvning.

Udsigt til at indfri Lufthansa-forventninger
Selvom den forbedrede udgave af Boeing 747-8 Intercontinental først er klar til levering i starten af 2014, gør Boeing det klart, at kunder, som allerede har flyet, kan få de nye forbedringer som retrofit.

Dermed kan Lufthansa, som er den største operatør af Boeing 747-8 Intercontinental, se frem til at få indfriet de forventninger, som Carsten Spohr, direktør for Lufthansas passagerdivision, gav udtryk for ved den første levering af flyet den 2. maj 2012.

”Brændstofforbruget er indenfor grænserne, som vi have sat i vores beregninger, men det er ikke nær så godt, som Boeing og vi havde håbet,” sagde Carsten Spohr, da flyet var ankommet til Tyskland efter leveringsflyvningen fra USA.

Allerede på det tidspunkt pointerede Spohr, at Lufthansa kunne blive nødsaget til at udsætte leveringerne af de i alt 19 Boeing 747-8-fly indtil, at brændstoføkonomien var forbedret.

Lufthansa er fortsat det eneste ruteflyselskab til at flyve med passagerudgaven af verdens længste fly. Udover leveringerne til Lufthansa er der leveret en række Boeing 747-8 Intercontinental som businessfly.