Charterbranche: Cocktail kommer til at koste på bundlinjen

Cocktailen af lærerlockout, godt dansk sommervejr og uroen i Egypten betyder, at bundlinjen for charterbranchen bliver en helt anden end sidste år.

Et gammelt ordsprog lyder, at én ulykke sjældent kommer alene. Og det kan de skrive under på blandt charterrejsearrangørerne, der kan se frem til at sommersæsonen 2013 ikke bliver køn på bundlinjen. Her har hele tre onder nemlig spillet ind.

For det første betød lockout’en af landets skolelærere, at lærerne mistede en månedsløn. Og det har dæmpet rejselysten hos lærerfamilierne, som traditionelt er blandt stamkunderne hos charterselskaberne i skolernes sommerferie.

For det andet kom det danske sommervejr efter en lidt sløv start, op i omdrejninger i starten af juli. Det smittede direkte af på salget af charterrejser, som styrtdykkede.

Aflyst resten af sommer-sæsonen
Og som om det ikke var nok, så kommer nu uroen i Egypten oven i hatten. En uro, der i sidste uge fik Udenrigsministeriet til at fraråde ikke-nødvendig rejse til ikke bare Cairo, men også turistområder som Sharm El-Sheikh og Hurghada. På den baggrund valgte charterrejsearrangørerne at stoppe for rejser til Egypten, som følge af det øgede uro i landet. De tre største selskaber; Spies, Star Tour og Apollo, har alle aflyst Egypten-rejser for resten af sommersæsonen frem til starten af oktober.

Alle danske chartergæster, der er på ferie i Egypten, forventes at være hjemme igen senest i dag mandag. Det gælder også omkring 300 gæster fra Spies, Star Tour og Apollo, som egentlig skulle have været i landet en uge mere. De blev fløjet hjem medet særfly søndag.

En helt anden sommer
Kombinationen af lockout, sommervejr og uroen i Egypten giver allerede nu panderynker blandt charterrejsearrangørerne.

”Der er ingen tvivl om at sommeren 2013 bliver et rimeligt udfordrende år. Der er ingen tvivl om at denne cocktail kommer til at koste på bundlinjen. Vi kender ikke det præcise omfang, men der er ingen tvivl om, at sommeren 2013 bliver en helt anden end sommeren 2012,” siger direktør i Spies og formand for Rejsearrangørerne i Danmark (RiD), Jan Vendelbo, til CHECK-IN.dk.

2013 bliver sandsynligvis mere som det svære 2011, hvor det ”arabiske forår” med folkelige opstande i lande som Tunesien og Egypten ramte charterbranchen hårdt.