Charterflyselskab vender SGH ryggen

Thomas Cook Airlines Scandinavia har valgt at sige farvel til SAS Ground Handling i København, Stockholm og en række svenske provinslufthavne.

Efter mange års trofast samarbejde vil det fra 1. maj ikke længere være personale fra SAS Ground Handling (SGH), der checker passagerer ind, kontrollerer boardingkort samt laster og losser kufferter i forbindelse med charterflyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia’s flyvninger til og fra Københavns Lufthavn.

Fremover vil det være personale fra det konkurrerende handlingselskab, der tager sig af opgaverne på jorden og i lufthavnsterminalerne, når Thomas Cook Airlines Scandinavias Airbus A320, A321 og A330-fly flyver solhungrende danskere fra København til Sydeuropa, Nordafrika, Asien og Caribien.

Et spørgsmål om økonomi har fået Thomas Cook Airlines Scandinavia til at skifte handlingselskab. Og det er ikke kun i Københavns Lufthavn, at SGH fremover må kigge langt efter Thomas Cook-flyene. Også i Stockholm Arlanda, Malmø, Gøteborg, Luleå og Umeå skal SGH fra 1. maj ikke længere tage sig af charterselskabets fly.

Det er Novias to søsterselskaber, Nordic Aero og Aviator, der får opgaven i de svenske lufthavne. Nordic Aero i Arlanda, Gøteborg, Luleå og Umeå. Aviator i Malmø Sturup Lufthavnen.

Stå skoleret
Tidligere i år var Qatar Airways så utilfreds med SAS Ground Handlings service i Københavns Lufthavn, at handlingselskabet blev bedt om at stå skoleret. På et forsoningsmøde aftalte parterne en plan for hvordan servicen kunne blive bedre. Fornylig besluttede British Airways at skifte handlingselskab i Københavns Lufthavn fra Novia til SAS Ground Handling.

For langt de fleste flyselskaber i Københavns Lufthavn er der kun de to handlingselskaber at vælge imellem. Lufthavnens tredje handlingselskab, Copenhagen Flight Services, er umiddelbart for små til at håndtere andre passagerflyselskaber end easyJet, som det er tilfældet i dag.

Thomas Cook Airlines Scandinavia har base i Københavns Lufthavn og opererer på en dansk driftstilladelse. Selskabet er en del af den internationale rejsekoncern Thomas Cook, der blandt andet også tæller danske Spies.