Cimber: Vi må ikke tjene for mange penge

Som såkaldt ACMI-operatør kan Cimber ikke tillade sig at have en EBIT-margin på mere end fem procent. Ellers risikerer man, at komme under pres fra sine kunder.

Det nye Cimber A/S, der blev etableret den 15. maj 2012 efter konkursen i Cimber Sterling, har en helt særlig forretningsmodel. Selskabet vil primært udleje fly gennem de såkaldte wetlease-kontrakter, der også er kendt som ACMI-aftaler.

ACMI betyder Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance, hvor Cimber har ansvaret for at stille et fly med besætning til rådighed, og hvor selskabet også har ansvaret for vedligeholdelse og forsikring. Derimod har kunden ansvaret for at sælge billetter samt betale omkostninger i relation til lufthavne, overflyvning, flybrændstof og lignende.

SAS er i dag den største kunde hos Cimber A/S, hvor selskabet har seks fly på kontrakt for det skandinaviske flyselskab. I henhold til en gammel aftale bemander SAS selv cockpittet, mens Cimber klarer resten.

Det er de mindre regionale 50-sæders CRJ200-jetfly, som Cimber opererer for SAS på ruter, hvor flyselskabet ikke selv har egnet kapacitet.Cimber A/S fik SAS-kontrakten med over i det nye selskab mod samtidig at tage en forpligtelse for 114 tidligere Cimber Sterling-medarbejdere, der blev virksomhedsoverdraget til det nye selskab.

Ikke EBIT-margin over fem procent
Men Cimbers ledelse lægger ikke skjul på, at der er tale om en balancegang i forhold til samarbejdet med SAS.

“Vi har et godt samarbejde med SAS, og de er glade for den produktion, som vi leverer. Vi vinder igen prisen som bedste Bombardier-operatør i Europa,“ fortæller administrerende direktør Jacob Krogsgaard fra CHECK-IN.dk.

Men det er også sådan, at SAS holder øje med, hvor mange penge, der tjenes hos de ACMI-flyselskaber, der leverer til SAS, hvilket er tilfældet med Cimber, Jet Time og svenske Braathens Regional.

“Vi har aldrig brystet os af, at vi skulle være et selskab, der skal tjene mange penge. Så havde vi ikke fået kontrakten med SAS. Vi har allerede givet SAS en prisreduktion i april sidste år, men det har efterhånden fundet et godt niveau,“ mener Cimber-direktøren.

I regnskabet for 2013 er EBIT-margin (resultatet af primær drift i procent af omsætningen, red.) på 3,6 procent, hvilket er acceptabelt for en ACMI-virksomhed. Men Jacob Krogsgaard understreger også, at kommer EBIT-margin over fem procent, vil kunderne typisk reagere på det, i det man i givet fald vil have en indtjening, der er højere end vanligt i dette markedssegment, og det vil kunderne som regel ikke acceptere.

Vil flyve for andre selskaber
Cimber A/S flyver ikke alene for SAS. I øjeblikket beskæftiges et CRJ200-fly hos litauiske Air Lituanica.

“Vi har netop forlænget aftalen med Air Lituanica og forventer at have en flyer fast beskæftiget i Litauen. Samtidig byder vi på en række andre aktiviteter. Vi håber at kunne lukke nogle konkrete aftaler lige efter sommerferien i forhold til produktion for 2015. Der er flere konkrete og fremskredne projekter, som ikke har noget med SAS at gøre,“ fortæller Cimber-direktøren.

Han peger i øvrigt på, at det pressede luftfartsmarked får mange flyselskaber til at overveje at gå ned i flystørrelse, så man bedre kan fastholde priserne og dermed stå imod yieldpresset. I øjeblikket er der mange flyselskaber, der sonderer mulighederne for at lade andre producere for sig.