SAS stiller krav til Cimber-fly

SAS ønsker kabinerne opgraderet på de fly der opereres af selskabets regionale samarbejdspartnere. Derfor kan Cimber blive mødt med krav om et nyt kabinedesign i sine fly.

Når man flyver med SAS på de regionale ruter fra Skandinavien, er det ikke altid, at man som rejsende kan genkende det velkendte SAS-brand. Det skyldes, at SAS benytter sig af op til fire regionale operatører, der hver især har deres egen bemaling på flyene og meget forskellig kabineindretning, hvad angår flysæder og farver i kabinen.

SAS benytter i dag sit finske produktionsselskab Blue1 på en række regionale ruter, ligesom det også er tilfældet med svenske Golden Air via Braathens Regional samt danske Cimber A/S. Snart kommer det danske charterflyselskab Jet Time også til som regional operatør for SAS med helt nye ATR72-600 fly.

Da SAS har igangsat en proces med at opgradere sit kabineprodukt på selskabets andre flytyper, er det naturligt, at man også ser på partner-produkterne.

“Vi er i gang med en opgradering af vores produkt. Vi investerer i et nyt langdistance-produkt og opgradering af kabinene i de langdistancefly, der er tilbage. Vi er ved at skifte stole og sæder på de tidligere Braathens-ejede Boeing 737-fly. Samtidig får vi gradvist nye og lettere brugte Airbus A320-fly ind i flåden med nye flystole og nye kabiner,“ fortæller Flemming Jensen, der er koncerndriftsdirektør i SAS, til CHECK-IN.dk.

Hos Cimber A/S opererer man fire CRJ200-fly på vegne af SAS samt to ATR72-fly, der benyttes på indenrigsruterne fra København til henholdsvis Billund og Aarhus. Det er disse fly, der kan komme på tale til en opgradering, som følge af at SAS ønsker at fremstå med en større genkendelighed i det regionale marked.

“Vi skal også have kabinerne opgraderet på vores regionale trafik og på ATR-flyene. Det er også den væsentligste grund til, at vi skifter mere over til Jet Time. Cimbers CRJ-fly er ikke ret gamle fly, og vi har et ønske om gradvist at opjustere den del af produktet også,“ fastslår Flemming Jensen.

Ny bemaling
Hos Cimber A/S har man endnu ikke hørt noget fra SAS om kravet til ny kabineindretning.

“Vi er indtil videre ikke blevet mødt med dette krav. Derimod har vi en dialog med SAS om, hvordan flyene skal se ud i bemalingen,“ fortæller administrerende direktør Jacob Krogsgaard fra Cimber A/S til CHECK-IN.dk.

Kravet om en anden bemaling hænger sammen med et ønske fra SAS om, at de regionale partnere af passagererne i højere grad skal opleves som et SAS-produkt. Her ønsker SAS tilsyneladende at knytte samarbejdspartnere tættere til sig og vil således også bestemme, hvordan de skal se ud, hvis de skal flyve for SAS.

Indtil videre har Jet Time en fordel med helt nye ATR72-600, der skal sættes i drift for SAS ved udgangen af oktober måned. Disse fly vil angiveligt være indrettet med det kabinedesign og den bemaling, som SAS ønsker i fremtiden.

Kan miste ATR-produktion
Med udsigten til at Jet Time skal operere i alt otte ATR-fly for SAS, kan Braathens Regional og Cimber A/S godt begynde at se i øjenene, at mulighederne for at sikre ATR-forretningen hos SAS er forsvindende lille.

Det erkender man allerede hos Cimber i Sønderborg.

”Vi forventer ikke at få mere ATR-produktion for SAS, end vi har i dag. Vi fokuserer lige nu på at udvide aktiviteterne indenfor CRJ-produktionen. Vi håber at kunne sætte yderligere et CRJ200-fly i produktion for SAS næste år,“ siger Jacob Krogsgaard.

Hos SAS har man ikke lagt sig fast på, hvorvidt man ønsker én eller flere leverandører i den regionale produktion.

“Vi har ikke som sådan et ønske om at lægge al trafik et sted, omvendt er det heller ikke sådan at vi nødvendigvis skal have to, tre eller fire leverandører for at kunne presse prisen. Vi lukker ikke dørene for nogen, men dem vi samarbejder med skal levere et godt produkt til den rigtige pris. Vurderingen er lige nu, at de tre vi samarbejder med i dag leverer på alle parametre,“ siger SAS-direktør Flemming Jensen.