Et af Thomas Cook Airlines Scandinavias Airbus A330-300 fly letter fra Rhodos. Foto: Fabrizio Gandolfo / Wikimedia Commons.

CPH får direkte charterfly til Kap Verde

Spies vil til vinter flyve solhungrende danskere til Kap Verde uden stop undervejs.

Københavns Lufthavn får i den kommende vinter direkte charterflyforbindelse til øgruppen Kap Verde ud for Afrikas kyst. I dag er det kun muligt at flyve mellem Danmark og Kap Verde med fly, der er nødt til at mellemlande i Portugal eller på De Kanariske Øer for at tanke.

Men Kap Verde er blevet så populært et alternativ til netop De Kanariske Øer, at charterarrangøren nu indsætter et Airbus A330-300 langdistancefly fra Thomas Cook Airlines Scandinavia med plads til omkring 400 passagerer mellem København og Kap Verde. Flyet, der for det meste bruges på flyvninger til Thailand og Caribien, kan med lethed klare den 6,5 time lange flyvetur fra det kolde nord til øgruppen, hvor gennemsnitstemperaturen typisk er fire-fem grader højere end på Gran Canaria og Tenerife.

Foruden kortere flyvetid, så får de rejsende også glæde af langdistanceflyets videounderholdning.

Satser stort
De Kanariske Øer oplever lige nu et boom i turister fra hele Europa. Det har været med til at presse hotelpriserne i vejret. Derfor satser Spies nu stort på det nye rejsemål.

”Vi har sæsonpremiere den 18. oktober og flyver så hver onsdag frem til den 28. marts. Vi starter med at have 13 hoteller i og omkring byen Santa Maria på øen Sal – mange af dem tilhører kvalitetskæden Melia, som mange danskere kender fra en række spanske rejsemål,” siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Selv om flyrejsen til de 17 Kap Verde-øer er længere end til De Kanariske Øer, kan det nye rejsemål nær Ækvator godt være med, når det gælder prisen, forsikrer Torben Andernsen.

Kap Verde er årets anden vinternyhed fra Spies fra København. Tidligere på året lancerede charterarrangøren nemlig Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, fortæller Torben Andersen.

Kap Verde er et selvstændigt land, der løsrev sig fra Portugal i 1975. Øgruppen har omkring 500.000 indbyggere.

 

 

Relaterede artikler:

Spies og TUI mister markedsandele

Spies-fremgang trods uro i verden

TUI udfordrer Spies

Ny Spies-destination fra flere danske lufthavne