Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH fastholder skandinavisk topposition

Efter første halvår af 2013 er Københavns Lufthavn stadig den største lufthavn i Skandinavien, selvom om presset øges fra Oslo Lufthavn.

Efter de første seks måneder af 2013 er det tid til at gøre status over passagerudviklingen i de tre største skandinaviske lufthavne. Selvom Oslo Lufthavn har drillet CPH i en enkelt måned, indtager den danske hovedstadslufthavn stadig en sikker topposition som den største skandinaviske lufthavn.

Oslo Lufthavn er 500.000 passagerer efter Københavns Lufthavn ved udgangen af juni måned, og CPH har i de første seks måneder præsteret en vækst på to procent, mens væksten i Oslo i samme periode lå på tre procent, altså ét procentpoint højere. Det vidner om, at CPH konstant skal kigge sig over skulderen, for positionen som Skandinaviens største kan formentig kun holdes i en kort periode endnu, da den norske storlufthavn har mere fart på end i København.

Interessant er det dog at bemærke, at CPH har næsten ligeså mange udenrigspassagerer, som det totale antal passagerer i Oslo-lufthavnen, der er meget afhængig af indenrigstrafikken.

Passagerstatistisk skandinaviske storlufthavne JAN-JUN 2013

Lufthavn JUN13 +/- JAN-JUN13 +/-
København (CPH) 2.329.956 +5 % 11.514.594 +2 %
Udenrigs 2.156.000 +4 % 10.268.982 +3 %
Indenrigs 173.956 +10 % 1.000.520 -7 %
Oslo (OSL) 2.199.309 +7 % 11.004.653 +3 %
Udenrigs 1.245.155 +8 % 5.772.765 +4 %
Indenrigs 953.238 +5 % 5.206.469 +2 %
Stockholm (ARN) 1.943.072 +5 % 9.891.293 +2 %
Udenrigs 1.551.859 +6 % 7.455.454 +4 %
Indenrigs 391.213 +1 % 2.435.839 -2 %

Kilde: Lufthavnenes hjemmesider

CPH begunstiget af lufthavnsstruktur
Stockholm-Arlanda lufthavnen har samme vækstrate som CPH, men her er udgangspunktet noget lavere end i de to øvrige skandinaviske storlufthavne, således at kampen om førerpositionen i Skandinavien fremdeles kommer til at stå mellem København og Oslo, mens Stockholm ikke vil kunne gøre sig gældende.

Københavns Lufthavn i er kampen om den skandinaviske top begunstiget af at kunne betjene hele trafikken fra Øresundsregionen fra én lufthavn. I Oslo er der stærk konkurrence fra Rygge og Torp, der begge ligger syd for Oslo på hver side af fjorden. I Stockholm skal Arlanda dele trafikken med city-lufthavnen Bromma samt lavprislufthavnen Skavsta et godt stykke sydvest for den svenske hovedstad. Billedet ville formentlig se anderledes ud, hvis der var samme lufthavnsstruktur i det danske hovedstadsområde som i de to øvrige skandinaviske hovedstæder.

I Københavns Lufthavn er man derfor glade over den fortsatte fremgang i lufthavnen. Næsten hver måned sætter man nye trafikrekorder, hvilket også var tilfældet i juni måned.

“Juni 2013 blev den travleste måned nogensinde i Københavns Lufthavns 88-årige historie. Det understreger, hvor vigtigt det var, at vi var klar til sommeren med den store udbygning af Terminal 2 med 1.400 ekstra kvadratmeter, langt mere lys og luft, 12 nye check-in-pulte og langt flere selvbetjeningsautomater,“ siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn.