DAT får Airbus-fly

Danish Air Transport er ved at købe et brugt Airbus A320-fly til indsættelse fra 1. april. Selskabet har planer om at anskaffe op til fire Airbus-fly.

Danish Air Transport forventer inden for få uger at kunne afslutte indkøbet af et Airbus A320-fly. Efter at have afsøgt markedet for brugte fly har selskabet snævret feltet ind til to Airbus A320-fly. Og et af de to fly skal fra 1. april arbejde for det danske flyselskab. Præcis hvilket fly man køber, er endnu ikke afgjort. Men Airbus-operatør – det skal man være.

”Vi har taget en beslutning om, at vi vil være aktive i markedet for seriecharter og ad-hoc charter med fly mellem 150 og 190 stole. Der er ikke rigtig nogen andre i vores område, der dækker dette marked,” siger Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm.

Han peger på, at Atlantic Airways og Jet Time begge kun har fly med mindre end 150 sæder. Charterflyselskaberne Primera og Thomas Cook Airlines har fly med plads til mellem 150 og 190 passagerer.

”Men de flyver næsten udelukkende for charterarrangører i deres egne koncerner. Og derfor tror vi på, at der er et ledigt hul i markedet,” understreger Jesper Rungholm.

3-4 fly
Det kommende fly skal blandt andet flyve for Primo Tours, som Danish Air Transport tegnede kontrakt med i efteråret. Men det skal også gerne lave meget andet. Og hvis markedet er der, så bliver det ikke Vamdrup-selskabets sidste Airbus A320-fly.

”Vi kunne godt tænke os at få 3 – 4 Airbus-fly inden for de næste 2 – 3 år,” siger Jesper Rungholm

Flyet indrettes med 174 sæder helt nye tynde sæder, der gerne skulle gøre det muligt at få en sædeafstand på 30 tommer. Det er 1-2 tommer mere end hos mange andre charterflyselskaber.

I starten af december sidste år sagde DAT farvel til sit MD-87 fly. Tilbage i sin flåde har DAT nu ét jetfly. Det er en MD-83’er, som netop nu er på verdensturné med Coca-Cola og det internationale fodboldforbund FIFA’s VM-pokal forud for VM i fodbold i Brasilien til sommer. Et VM som Danmark ikke kommer med til.