Det offentlige fortsætter med at flyve med Norwegian

Kommunerne og Staten har forlænget sin aftale med flyselskabet Norwegian til og med 2014.

Frem til slutningen af 2014 fortsætter Norwegian med at være leverandør på 18 af statens største skandinaviske og europæiske destinationer. De valgte ruter er bl.a. mellem København og Aalborg, Karup, Stockholm, Oslo, Bergen, Helsinki, Amsterdam, Paris, Barcelona, Dublin, Prag og London.

Det står klart efter at Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) har forlænget sin aftale med Norwegian, som blev indgået i 2010. Baggrunden for valget var blandt andet et øget fokus på billigere billetpriser og dermed lavere rejseudgifter.

”Vi er stolte over, at SKI og Staten har valgt at forlænge aftalen med Norwegian. Vi har igennem de seneste år oplevet kontinuerlig væksttilgang fra Staten, hvilket vi er meget glade for. Med vores billige billetpriser in mente vidner forlængelsen om, at den danske stat og kommunerne har fokus på at minimere omkostningerne, samtidig med at bevare kvaliteten og rejseoplevelsen,” siger Frank Nordbjerg Olesen, Salgschef for Norwegian i Danmark.

Frivillige aftaler
Som alle andre SKI-aftaler, så er det dog frivilligt om de offentlige myndigheder vil benytte sig af den fælles rammeaftale. Og SKI har indgået lignende rammeaftaler med adskillige andre luftfartsselskaber.

SKI er ikke ene om at forhandle rammeaftaler med leverandører af alskens ting hjem til det offentlige. Statens Indkøb under Moderniseringsstyrelsen beskæftiger sig også med dette.

Forskellen er blot, at statslige institutioner som ministerier og styrelser er forpligtigede til at benytte Statens Indkøbs rammeaftaler. Kun i meget få tilfælde bliver specifikke ministerier eller styrelser fritaget. Det gælder blandt andet i flere tilfælde de af Udenrigsministeriets medarbejdere, som er udstationeret på ambassader og konsulater verden over.