Disse spanske lufthavne rammes af strejker

I en periode frem til den 15. juli vil ni spanske lufthavne være berørt af strejker blandt groundhandling personale ansat hos Swissport. Det kan berøre SAS og op imod 35 andre flyselskaber, der må påregne forsinkelser.

Sommerhalvåret og højsæsonen rammes traditionen tro af strejker indenfor luftfartssektoren i Sydeuropa. Denne sommer er ingen undtagelse, idet ansatte i ground-handling selskabet Swissport frem til 15. juli vil gennemføre punktstrejker i ni spanske lufthavne.

Det er medarbejdere organiseret i de spanske fagforeninger CCOO, UGT og USO, der har skabt usikkerhed om afviklingen af trafikken i de spanske lufthavne for de flyselskaber, der benytter sig af ydelserne fra Swissport. Det er tilfældet med omkring 35 flyselskaber inklusive SAS.

Overenskomsten for de 3.000 Swissport-ansatte i Spanien udløb den 31. december sidste år, og forhandligerne om en ny overenskomst brød endegyldigt sammen i sidste uge. Derfor har Swissport-ansattte varslet punktstrejker frem til den 15. juli.

Strejkeoversigt spanske lufthavne

Lufthavn Dato
Madrid-Barajas (MAD) 01JUL13 00:00-23:59
05JUL13, 07JUL13, 08JUL13
08:30-11:00 og 18:00-21:00
Barcelona El Prat (BCN) 01JUL13, 08JUL13, 15JUL13
08:00-23:59
Alicante (ALC) 02JUL13, 06JUL13, 09JUL13, 13JUL13
14:00-18:00
Málaga (AGP) 06JUL13, 07JUL13, 13JUL13, 14JUL13
09:00-12:00 og 18:00-20:00
Jerez (XRY) 05JUL13, 12JUL13
00:00-23:50
Almeria (LEI) 04JUL13, 11JUL13
00:00-23:50
Fuerteventura (FUE) 01JUL13, 08JUL13, 15JUL13
00:00-23:59
Valencia (VLC) 02JUL13, 04JUL13, 09JUL13, 11JUL13
13:00-17:00
Lanzarote (ACE) 02JUL13, 09JUL13
08:00-11:00 og 15:00-19:00
04JUL13, 11JUL13
08:00-12:00 og 16:00-23:59

Kilde: SAS

Ringe opbakning
Swissport skriver i en pressemeddelelse, at man ikke forventer, at punktstrejkerne vil betyde store gener. Hovedparten af flyene er blevet håndteret normalt siden torsdag i sidste uge. Det er blandt andet sket ved hjælp af en stor indsats fra ledelsen i det spanske handlingselskab.

“Vi mener, at de seneste dages begivenheder beviser, at der er ringe opbakning til strejkeaktionerne blandt de ansatte. Derfor er Swissport overbevist om, at fagforeningsrepræsentanterne vil genoverveje situationen og vælge dialog fremfor konfrontation,“ hedder det i pressemeddelelsen fra Swissport.

Hos SAS understreger man, at flyselskabet vil operere normalt på de spanske ruter i den nævnte periode. Dog forventer man, at der vil kunne forekomme forsinkelser.

Swissport er verdens største ground-handling selskab med omkring 40.000 ansatte og aktiviteter i omkring 200 lufthavne i 28 lande verden over. Det er netop Swissport, der vil overtage SAS Ground Handling gennem etablering af et fælles selskabet, hvor Swissport vil eje 51 procent af aktiekapitalen, mens SAS i første omgang skal have 49 procent, der sidenhen vil blive reduceret.