Skuli Mogensen, grundlægger og tidligere koncernchef i WOW air.

Dublin er favorit til ny WOW air-base

WOW air forventer i løbet af 2017 at beslutte sig for, hvor selskabets første base udenfor Island skal placeres. Dublin Airport er en af de tre favoritter.

Det ekspansive islandske flyselskab WOW air vil i løbet af sommeren offentliggøre, hvor selskabet vil åbne sin første base udenfor Island. WOW air har i dag base i Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik, som efterhånden er ved at være godt fyldt op, og selskabet har derfor kigget på muligheden for at skabe øget vækst ved at finde en base i Europa eller på De Britiske Øer.

Feltet er nu snævret ind til tre kandidater, fortæller WOW air-bossen Skúli Mogensen i et interview med det irske medie Irish Independent. En af disse kandidater er Dublin Airport, mens den islandske luftfartsdirektør afviser at oplyse navnet på de to andre lufthavne.

“Dublin er en udfordrer, og jeg håber at vi kan tage en beslutning i løbet af sommeren, så vi kan sætte noget i gang i løbet af næste år. Jeg kan lide Dublin af flere årsager. Lufthavnen har preclearance til USA,  byen er et centrum for luftfart, og samtidig er lufthavnen vokset så meget, at der er meget indkommende flytrafik,” siger Skúli Mogensen om baggrunden for, at Dublin er blandt de tre favoritter.

Ifølge Skúli Mogensen vil WOW air i første omgang placere to eller tre fly på den nye base, og i løbet af fem år er det ikke umuligt, at der skal være op til 17 fly på den nye base. Det skulle i givet fald være et mix mellem Airbus A330, Airbus A320neo samt Airbus A321LR.

Udfordring med trafiktæthed
En af de største udfordringer for Dublin Airport er trafiktæthen omkring og i lufthavnen. Den irske storlufthavn voksede i 2016 med 11,4 procent fra 25,0 til 27,9 mio. passagerer, og infrastrukturen er også udfordret her. WOW air-chefen siger da også, at netop trafiktætheden og de problemer, der kan være forbundet hermed, vil kunne påvirke beslutningen om, hvilken lufthavn der skal vælges.

“Det er helt klart en udfordring. Keflavik Lufthavn er ved at være temmeligt overfyldt, og det er en af årsagerne til, at vi kigger udenfor Island,” bekræfter Skúli Mogensen.

Det er hensigten, at den nye base også skal fungere som alternativ trafikknudepunkt til Keflavik i trafikken mellem det kontinentale Europa og Nordamerika. WOW air åbnede for to år siden en rute mellem Dublin og Keflavik med fem ugentlige afgange, ligsom selskabet til maj åbner en rute fra Cork til Keflavik med tre ugentlige afgange.

WOW air forventer i 2017 at transportere omkring tre millioner passagerer på selskabets ruter. I dag beskæftiger det islandske flyselskab 12 fly fordelt på tre A330-330, syv A321-200 samt to A320-200, men inden udgangen af 2017 forventer WOW air at have 17 fly i drift ved tilgangen af fire fabriksnye A321-200ceo samt et A320-200neo fly.

 

Relaterede artikler:

WOW air øger på fire nordamerikanske ruter

WOW air overvejer Asien-ruter

WOW Air udvider flyflåde

WOW Air får langdistancefly

WOW air vil finde alternativt hub til Keflavik