EasyJet-fly foran CPH GO-fingeren i Københavns Lufthavn. (Foto: Arne V. Petersen / Københavns Lufthavn)

EasyJet reducerer i CPH

Fra april lukker og slukker easyJet ruten mellem København og Lissabon. Dermed er selskabet igen nede på 11 CPH-ruter.

Stadigt flere passagerer i Københavns Lufthavn tager den lange gåtur ud til lavprisfingeren CPH GO for at gå ombord på easyJets hvide og orange fly. Men det er ikke ensbetydende med, at der kommer flere destinationer op på afgangsskærmene.

Det britiske flyselskab har således gennem længere tid haft 10-12 ruter fra København. Og det bliver selskabet ved med. I stedet for at åbne rute nummer 13, så lukker selskabet nemlig nu sin rute til Lissabon. Det sker fra 8. april næste år.

Dermed kommer easyJet ned på 11 CPH-ruter. Lukningen kommer kun et lille år efter at selskabet åbnede ruter til Edinburgh og Rom. Før det havde easyJet åbnet en rute til Bristol og lukket sin rute til Madrid. Selskabet lukkede sin base i den spanske hovedstad i protest mod øgede spanske lufthavnsafgifter.

Forklaringen på lukningen af Lissabon-ruten, der i øjeblikket flyves tre gange om ugen, skal ikke findes i København men i den anden ende i Lissabon. Her er easyJet i gang med en større omlægning af basen. Det indebærer blandt andet, at ruten til København erstattes af en rute til Nice i Sydfrankrig.

Øget frekvens
Mens Københavns Lufthavn må vinke farvel til easyJet-forbindelsen til Lissabon, så kan lufthavnen glæde sig over at easyJet til sommer øger frekvensen fra seks til otte ugentlige flyvninger på ruten til Geneve.

Når Lissabon-ruten lukker til april vil easyJet flyve fra København til Bristol, Edinburgh, London Gatwick, London Stansted, Paris Charles de Gaulle, Geneve, Berlin Schöenefeld, Basel, Manchester, Rom og Milano.

Norwegian og TAP Air Portugal flyver fortsat mellem den danske og den portugisiske hovedstad.