Embraer-fly på atlantflyvning til Norge

Norske FlyNonstops første Embraer-fly landede fredag aften i Kristiansand efter en jomfrurejse fra Brasilien i fire etaper. Undervejs blev der samlet en gruppe op på Mallorca, der således blev de første betalende passagerer hos selskabet.

Det er ikke en dagligdags begivenhed, at et kortdistancefly skal flyve fra Brasilien til Norge og undervejs må en tur ud på det åbne Atlanterhav. Men det er trods alt tilfældet, når europæiske flyselskaber får leveret nye fly fra den brasilianske flyproducent Embraer.

I sidste uge skulle det nyetablerede norske selskab FlyNonstop modtage sit første Embraer E190-fly. Det skete ved en ceremoni mandag den 15. april på fabrikken i industribyen Sao Jose dos Campos, der ligger omkring to timers kørsel nord for Sao Paulo.

Rent ceremonielt skete overleveringen til hele tre parter mandag aften. Den formelle ejer er flyleasingselskabet CIT Aerospace. Operatøren af flyet er hollandske Denim Air, der skal flyve på vegne af FlyNonstop, der er et såkaldt virtuelt flyselskab.

Tirsdag kunne besætningen og særligt inviterede gæster gå ombord i flyet og gøre klar til den første strækning på den lange hjemtur til Norge. Det blev ikke en nonstop-tur, men i stedet en rejse i fire etaper. Første etape var en tre timers flyvning til Natal i det nordøstlige Brasilien. Her blev flyet med besætning og passagerer officielt stemplet ud af Brasilien og kunne herefter sætte kursen mod Las Palmas på De Kanariske Øer. En flyvning på fem timer og 30 minutter over Atlanterhavet.

Fløj gruppe hjem fra Mallorca
Onsdag blev den næstsidste etape indledt, da Embraer-flyet med navnet Elias kunne bevæge sig nordpå mod den hollandske by Maastricht. Her stod vedligeholdesesselskabet Samco klar med champagne på platformen, da flyet var landet. Efterfølgende blev den officielle registrering klaret hos de hollandske luftfartsmyndigheder.

Allerede fredag var flyet på sin første kommercielle flyvning, da man efter den formelle registrering i Maastricht fløj til Palma de Mallorca og hentede 98 passagerer fra Kristiansand Cykelklubb, der ugen før var rejst ud med Augsburg Airways. Således var flyet fyldt med betalende passagerer, da det fredag aften kl. 19.20 satte landingshjulene på den norske jord i Kristiansand Airport ved Kjevik.

Den første ordinære ruteflyving finder sted på torsdag den 25. april, hvor Embraer-flyet fra morgenstunden sætter kursen mod Paris-Charles de Gaulle Airrport. fra Kristiansand Airport.