Emirates A380-800 i Dubai International Airport. (Foto: Emirates)

Emirates fejrer A380-debut i CPH med rabatter

Emirates indsætter den 1. december verdens største Airbus A380-fly på ruten til København. Priskampagne skal skubbe til salget af dagligt 1.230 flysæder til og fra Dubai.

Når rutenummer EK152 fra Emirates den 1. december sætter kursen mod Dubai fra Københavns Lufthavn, bliver der skrevet luftfartshistorie.

Emirates vil fra denne dato indsætte verdens største kommercielle fly på ruten mellem København og Dubai. Der er tale om et Airbus A380-800 fly i en såkaldt “high density“ version med plads til i alt 615 passagerer, hvoraf alene 557 sæder er placeret i Economy Class.

Det er en ekstremt voldsom kapacitet at udbyde på en daglig flyrute fra København, og med sædeudbud i begge retninger, er der årligt 448.950 flysæder, der skal sælges på blot én rute.

I dag udbyder Emirates 427 sæder per afgang med et Boeing 777-300ER fly. Med 188 flere sæder per afgang er der således tale om en kapacitetsforøgelse på ikke mindre ned 44 procent.

“380“-billetpriser til Dubai
Selvom flere rejsearrangører allerede har købt såkaldte “allotments“ hos Emirates, er der brug for at stimulere salget, når udbuddet øges så kraftigt.

Airbus A380-flyet har været i drift siden den 25. oktober 2007, men alligevel er der rigtig mange, der har et ønske om et positivt tilvalg af megajumboen, der stadig har nyhedens interesse otte år efter den første kommercielle flyvning.

Fra den 1. december tilbyder Emirates en returbillet fra København til Dubai fra 3.380 kroner, mens en tilsvarende rejse på Business Class koster 16.380 kroner.

Man skal dog skynde sig, hvis man vil opleve A380´eren fra København til Dubai til denne pris. Kampagnen slutter mandag den 26. oktober, mens rejsen skal være foretaget i perioden fra den 1. december og frem til den 30. juni næste år.

Som sædvanligt skal man læse det med småt, og i dette tilfælde er der tale om “black-out“ perioder, hvor billetprisen ikke er gældende.

Der er tale om jule- og nytårsperioden fra den 11. december til 27. december og igen fra 1. januar til 3. januar. Fra den 13. januar til den 17. januar er der også embargo, ligesom perioden med vinterferie og påske fra den 4. til 14. februar samt 16. – 25. marts også er undtaget fra tilbuddet.