Emirates A380-800 i Dubai International Airport. (Foto: Emirates)

Emirates mega-jumbo ikke kun til København

Københavns Lufthavn får verdenspremiere på den 615-sæder store Airbus A380 i en toklasses version fra Emirates. Kort efter følger Bangkok og Kuala Lumpur som de næste lufthavne til at modtage flyet i den særlige indretning.

Når Emirates den 1. december sender rutenummer EK152 afsted fra København Lufthavn mod Dubai, markerer det samtidig, at det er den første lufthavn i Emirates-netværket, der får besøg af den nye toklasses Airbus A380, der har plads til 615 passagerer.

Flyet har plads til 58 passagerer i Business Class med adgang til full flat-bed sæder og Onboard Lounge, mens resten af flyet er indrettet med 557 sæder til passagerer på Economy Class.

Uanset valg af de to klasser har rejsende mulighed for at få adgang til flere ned 2.000 film, TV-shows, musik og spil gennem det særlige underholdningssystem kaldet Ice.

Selvom Københavns Lufthavn formelt får verdenspremiere på det nye to-klasses fly, der samtidig er verdens største passagerfly, er der flere andre lufthavne i Emirates-netværket, der hurtigt følger efter.

På en af de seks daglige afgange mellem Dubai og Bangkok vil Emirates også fra den 1. december indsætte det 615-sæder store A380-fly. Det bliver på rutenummer EK376 med afgang fra Dubai kl. 03.30 og ankomst i Bangkok kl. 12.35. Det er tydeligvis flyet fra København, der skal videre til Bangkok, idet ankomsten med EK152 er kl. 23.45

Tredje to-klasses rute til Kuala Lumpur
Kuala Lumpur bliver den tredje destination, der får A380 i toklasses-version. Det sker fra den 1. januar 2016, hvor rute EK343 fra Kuala Lumpur kl. 01.10 med ankomst i Dubai kl. 04.30 gennemføres med den største A380´er. Herfra fortsætter flyet til København kl. 08.20 med ankomst i den danske hovedstadslufthavn kl. 12.20.

At Emirates vælger at benytte den store A380´er til Bangkok og Kuala Lumpur betyder, at der er sikre gennemgående forbindelser fra København til Bangkok og fra Kuala Lumpur til København via Dubai, da det er samme fly, der går videre.

Man skal dog belave sig på, at turen via Dubai er noget længere end de direkte ruter. Thai Airways kan flyve fra København til Bangkok på 10 timer og 30 minutter, mens Emirates bruger omkring 16 timer på turen via Dubai inklusiv flyskifte.

Rejser man i stedet fra Kuala Lumpur til København er der ikke en direkte rute. Her er hurtigste flyforbindelse med Singapore Airlines via Singapore, og så vil rejsen vare lidt mere end 15 timer, mens Emirates-flyrejsen via Dubai tager lidt mere end 18 timer.

Emirates har valgt at fjerne First Class og det særlige Shower-Spa område for at kunne få plads til flere passagerer på Economy Class. De nye toklasses-fly er særligt udvalgt til markeder, hvor der ikke er en særlig stor efterspørgsel efter First Class-produktet.