Etihad aflyser CPH-entré

Det stenrige mellemøstselskab Etihad Airways’ schweiziske datterselskab har opgivet at åbne en rute mellem København og Dresden.

Spotterne på Flyvergrillen for enden af Amager Landevej kommer ikke til at få fly med ”ETIHAD” malet med store guldbogstaver på siden at se i deres kameraer. I hvert fald ikke i denne omgang. Således dropper Etihad Regional definitivt planerne om at åbne en rute mellem Dresden i Tyskland og København fra slutningen af marts. Planerne var ellers at flyve fire gange om ugen med ATR72-500 fly.

Etihad Regional er et virtuelt flyselskab baseret på fly fra det schweiziske flyselskab Darwin Airlines, som det stenrige mellemøstselskab Etihad ejer 33 procent af.

Sammen med skrotningen af planerne om en København-ruten opgiver Etihad Regional også planer om en rute til Bruxelles, ligesom de lukker tre eksisterende ruter fra Dresden til Zürich, Wien og Amsterdam.

Kæp i hjulet
Etihad Regional holder sig ikke tilbage for at beskylde konkurrenterne for at stikke en kæp i hjulet på dem. Etihad mener således, at Lufthansa og Swiss siden Etihads entré i Darwin Airlines sidste år har smidt grus i maskineriet igen og igen, ved at råbe op om, at Etihad reelt bestemte meget mere i Darwin Airlines, end deres ejerandel berettiger til.

Ifølge Etihad Regional har man nu ventet næsten et år på at få en myndighedsgodkendelse af et planlagt codeshare-samarbejde med Ethiad Airways. Herudover har Swiss og dets moderselskab Lufthansa ifølge Etihad Regional gjort alt for at presse selskabet ud af markedet.

“Selvom myndighedsgodkendelsen endnu ikke foreligger, har Swiss og Lufthansa foretaget en række uanstændige handlinger med det formål at tvinge os ud af det schweiziske marked,“ sagde flyselskabets administrerende direktør Maurizio Merlo i januar i en pressemeddelelse.

Dumpe priser
Ifølge direktøren har Swiss og Lufthansa opført sig uhørt aggressivt over for selskabet. Det hævdes, at de to selskaber har indsat større fly og opsagt aftale om kontraktflyvninger på ruter, som Etihad Regional har opereret i mange år. Herudover beskyldes de to selskaber for at dumpe priser, opsigelse af interline billetaftaler samt opsigelse af en forsikringsaftale med Lufthansa Aviation Insurance Group, således at Etihad Regionals forsikringsomkostninger er røget i vejret.

Det ”store” Etihad vokser eksplosivt i stil med Qatar Airways og Emirates, men har endnu ikke København på sit rutekort. Alle tre selskaber har deres udgangspunkt fra de stenrige olieemirater langs Den Persiske Golf.