Etihad-opkøb til højre og venstre

Gulf-selskabet Etihad fortsætter med at købe minoritetsandele af luftfartsselskaber over hele verden. Nu er det tredje europæiske køb under opsejling.

Det kan være svært at se den dybere strategiske mening med de køb af minoritetsaktieposter, som luftfartsselskabet Etihad foretager i øjeblikket. Fra hovedkontoret i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater skriver selskabet checks ud til højre og venstre og køber nærmest alt hvad det er muligt at komme i nærheden af af luftfartsselskaber over hele verden.

Senest har Etihad indgået en hensigtserklæring med den serbiske regering om at Etihad køber sig ind i Serbiens nationale luftfartsselskab, Jat Airways. Desuden er det planen at de to selskaber skal indlede et omfattende kommercielt samarbejde.

Købt 24 procent
Etihad tog hul på det sandsynlige kommende samarbejde ved den 15. juni at åbne en forbindelse mellem Beograd og Abu Dhabi med en Airbus A319. På sigt er det også planen at indlede et codeshare-samarbejde med Etihad-koder på 23 af Jat’s europæiske ruter og Jat-koder på 22 Etihad-ruter.

Abu Dhabi-selskabet ejer i forvejen knap 30 procent af airberlin, 40 procent af Air Seychelles, 10 procent af Virgin Australia og lige under 3,0 procent af Aer Lingus. Desuden har selskabet fornylig købt 24 procent af Indiens Jet Airways.

Fælles initiativer
Umiddelbart kan det være svært at se hvilke synergieffekter til gavn for passagererne, der kan komme ud af at have ejerandele i selskaber, der er spredt så meget ud over hele verden. Men ifølge Etihads administrerende direktør handler det om at kunne spare penge ved at samarbejde om drift.

“Som vi har vist med vores mindretalsandele i andre selskaber, så kan der opnås væsentlige besparelser gennem fælles initiativer. Disse omfatter uddannelse af piloter og kabinebesætninger, brændstofindkøb, forsikring og aftaler om fælles vedligeholdelse af motorer,“ siger Etihad’s administrerende direktør, James Hogan, til Air Transport World.

Der er dog ikke mange ligheder, når man kigger på Jat Airways’ flyflåde sammenlignet med de andre selskaber. Jat Airways opererer 10 ældre Boeing 737-300 maskine, mens Etihads flåde er domineret af langdistancefly som Airbus A330 og A340 samt Boeing 777. Etihad har desuden Airbus A320-familien som kort- og mellemdistancefly.

Det samme er tilfældet hos Aer Lingus. Hos airberlin har man en blandet flåde af Boeing 737 og Airbus A320-fly, mens Virgin Australia og Jet Airways sværger til de nyeste udgaver af Boeing 737. Til gengæld er det kun Jat Airways, der ikke har Airbus A330-fly. Simpelthen fordi selskabet ikke har langdistancefly.

Internationale luftfartsanalytikere peger på, at det for Etihad også kunne handle om at købe sig til at være lige så store som rivalerne fra Emirates, der vokser gennem organisk vækst.