EU strammer grebet om oversøiske flyselskaber

EU’s sorte liste over selskaber med flyveforbud i Europa og stikprøvekontroller i europæiske lufthavne får nu følgeskab af en særlig sikkerhedscertificering af oversøiske flyselskaber.

Hvis flyselskaber fra Asien, Afrika, Nordamerika eller Sydamerika skal have lov til at flyve til destinationer i Europa, så skal de simpelthen have styr på sikkerheden og papirerne i orden. Det er budskabet fra EU-Kommissionen og de europæiske luftfartssikkerhedsmyndigheder, European Aviation Safety Agency (EASA), der nu strammer grebet yderligere om de oversøiske flyselskaber. Det skriver Air Transport World.

Fra november næste år skal alle ikke-europæiske flyselskaber, som flyver til EU-lande, være i besiddelse af et nyt sikkerhedscertifikat for tredjelandsoperatører, som gælder for hele EU. På den måde slipper de oversøiske flyselskaber for at søge om tilladelser i de enkelte EU-lande.

De første 22 ikke-europæiske flyselskaber har nu fået den nye sikkerhedscertificering. Det er Aeroflot, Aerovias de Mexicos, Air New Zealand, All Nippon Airways, Delta Air Lines, El Al Israel Airlines, Emirates Airline, Etihad Airways, Sun Express, Japan Airlines, Korean Air, MNG Havayollari Ve Tasimacilik, Nippon Cargo Airlines, Oman Air, Orenburg Airlines, Pegasus, Qantas, Qatar Airways, Singapore Airlines, South African Airways, TAM og United Airlines.

Knap 700 flyselskaber fra mere end 100 lande har ansøgt om at få den nye sikkerhedscertificering.

39 afvigelser
Den nye certificering supplerer to eksisterende europæiske sikkerhedsinitiativer på luftfartsfronten. Det ene er EU’s såkaldte sorte liste, der blev opdateret for få uger siden. Den indeholder navne på mere end 230 flyselskaber, som har forbud mod at flyve til EU. Ofte fordi luftfartsmyndighederne i selskabernes hjemlande efter EU’s opfattelse ikke er gode nok til at sikkerhedskontrollere sine hjemlige flyselskaber. I nogle tilfælde er specifikke fly fra enkelte selskaber undtaget, ligesom enkelte selskaber kan være undtaget.

Det andet initiativ er stikprøvekontroller af ikke-europæiske flyselskaber, når de lander i europæiske lufthavne. De såkaldte ”Safety Assessment of Foreign Aircraft” gennemføres herhjemme af Trafikstyrelsen.

Ud af de i alt 123 sikkerhedsinspektioner af ikke-europæiske fly, som Trafikstyrelsen gennemførte i 2012 og 2013, fandt de 108 inspektioner sted i Københavns Lufthavn. Det svarer til 88 procent af alle inspektioner. Af de resterende 15 inspektioner fandt syv sted i Karup Lufthavn, seks fandt sted i Billund Lufthavn, en fandt sted i Roskilde Lufthavn og en fandt sted i Aarhus Lufthavn.

Under inspektionerne i 2013 blev der registreret 39 afvigelser, hvoraf syv var i en kategori, som krævede korrektioner inden flyets afgang samt et tilfælde, hvor afvigelsen medførte restriktioner i forbindelse med flyvningen ud af Danmark.